Tjek lige dit badeværelse!

For få år siden, synes jeg, grænsen for økologi stoppede ved madvarer. I 50erne brugte man midler i fødevareproduktion og hygiejneprodukter, som vi heldigvis er sluppet for siden. Mere end nogensinde holdes der skarpt øje med skadelige ingredienser i de varer, vi køber. Det kan vi roligt hejse flaget for.

Indtil jeg i efteråret er blevet præsenteret for alle de produkter, der findes i vores badeværelse, har jeg heller ikke været hys omkring den slags indkøb, før nu.

I løbet af sommeren 2019 fik jeg problemer med mine slimhinder og smagsløg, der nærmest var forsvundet. Der gik et stykke tid, før jeg fandt frem til at købe en anden tandpasta, som indrømmet var lidt svær at gøre brug af, for borte havde taget alle de friske ingredienser, vores sædvanlige tandpastamærke indeholdt. For ikke at tale om konsistensen. Men da jeg igen begyndte at kunne smage min mad, fortsatte jeg glad og fro med brugen af den nye økologiske tandpasta. Jeg orkede ikke engang at tjekke, hvad det var for ingredienser, mine slimhinder protesterede imod.

Derefter var vi en tur på genbrugspladsen, hvor en af de orangefarvede medarbejdere (og her ved de altså, hvad de taler om!) sagde:

- Hårshampoo hører under kemikalieaffald!

Hørte jeg rigtigt? JA, det gjorde jeg. Op dukkede informationer om, at hårshampoo kan indeholde små plastickugler, der havner ude i havet.

Et par måneder senere så vi udsendelserne "Hughs kamp mod madspild". Den britiske journalist, Hugh Fearnley-Whittingstall, undersøgte påstande fra flere kaffebarkæder, der reklamerede med recirkulering af deres engangskrus. I løbet af udsendelserne interviewede Hugh en mand, der fortalte om problemerne med genbrug af kaffekrus, fordi der i genbrugspapir er sværterester fra aviser, og det er ikke tilladt i produkter, der bruges til fødevareindtagelse. Der spidsede jeg ører.

Hvad er genbrugstoiletpapir så lavet af? Findes der sværterester fra avistryk i det papir, vi alle sammen elsker at købe, fordi vi får god samvittighed?

Nu begyndte jeg at tænke på, om nogen overhovedet har tjek på de hverdagsprodukter, vi bruger i læssevis af udover mad? Jeg husker en forhenværende fødevareminister udtalte, at godt nok blev den røde farve i pølser anset for giftig, men for ham var det vigtigt, at forbrugerne havde valget! Derfor ingen forbud.

I lang tid har vi været præsenteret for en ny tankegang, når det handler om tøjvask. Vi behøver ikke vaske al tøjet på 60 og 90 grader, for i dag har man(?) udviklet vaskemidler, der kan vaske tøjet rent på helt ned til 20 grader! Vi sparer på tøjet, og ikke mindst sparer vi på energiforbruget. Og hvem vil ikke gerne det?

Måske alligevel ikke? I det nyeste nummer af Samvirke - Coops medlemsblad – januar 2020, spørger en læser:

- Hvordan bør jeg vaske undertøj?

Svaret fra kvalitetschefen i Coop:

- Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man vasker sit undertøj ved mindst 60 grader. Når fabrikanterne anbefaler at farvede trusser vaskes ved 40 grader, er det for at sikre, at farven ikke smitter af på andet vasketøj.

Som forbruger skal man være mere end vaks. Men det er underligt, at vi som et af verdens rigeste lande, bruger vores overskud til meget andet end at tjekke indholdet i det, vi bruger vores penge på.

Jeg studser altid over de madprodukter, der bruges i en af danskernes yndlingsserier. Der er sørme ikke meget økologi der, men at servere jordbær i december måned? Helt ærligt!

Hvornår bliver vi kritiske nok til at gennemskue konsekvenserne af alle de valg, vi træffer? Det handler jo ikke bare om at vælge økologi eller toiletpapir lavet af bambus. Det er et valg imellem bæredygtighed hele vejen igennem, og alle de detaljer, vi som forbrugere næsten ikke har overskud til at prioritere, fordi det kræver tid, energi og opmærksomhed. Men har vi råd til andet?