Sensommerfugle

En ven af huset fik mig til at reflektere over tidligere tiders aktiviteter. Hun fortalte om sine koncertoplevelser, og fik os begge i svingninger i forhold til, hvorfor går vi ikke selv mere til koncerter og udstillinger i det omfang, vi gjorde engang? Vore voksne børn giver os mange forklaringer på ændret adfærd og fysiske ubalancer.

 Jamen I er jo også blevet ældre!

Men den forklaring køber jeg ikke, selvom jeg også har registreret, at mit eget fysiske niveau bestemt ikke er som for 10-20 år siden. I stedet satte jeg mig for at notere, hvad der er sket i vores/mit eget liv siden, vi for omkring og oplevede alting?

Der er ikke det sted, jeg ikke har stået, været, den kunstudstilling, eller koncert, jeg ikke deltog i, men hvad pokker er årsagen til, at den del af mit liv næsten er stoppet? ER jeg blevet for gammel og svag eller blot uinteresseret?

Pludselig dukkede en sætning op fra et horoskop, jeg fik lavet for 32 år siden:

Der er ingen gyngestol til dig!

OK, hvis det ikke er dovenskab eller alder, hvad er det så? Jeg satte mig ned og skrev lister, der til sidst blev så lange, at jeg også tabte underkæben undervejs. Hvorfor har jeg dog ikke erkendt det mønster for længe siden?

At alle mine nuværende valg er TILvalg og indebærer derfor også FRAvalg, som ikke nødvendigvis beror på alderdomssvækkelse?

Gamle venskaber er blevet afsluttede, nye er heldigvis kommet til, vi har fået 4 børnebørn, som vi har prioriteret i en lang årrække, jeg har skrevet og udgivet bøger, deltaget i udstillinger og fået mange besøg af de nye og gamle venner.

Jeg har skabt en køkkenhave, og har et drivhus, er blevet god til at dyrke grønt, og bedre til at bruge alle havens velsignelser i madlavningen – tomater, salat og agurker. Spinat, kål og kartofler. Bær og frugter.

Alle velsignelserne kræver tid, TID som vore børns generation savner.

Jeg husker endnu året 2017. Jeg havde det skidt uden at vide hvorfor. På et tidspunkt følte jeg, at dette var en spirituel krise, men derfor vidste jeg ikke nødvendigvis hvorfor eller hvordan, jeg skulle få det bedre.

SÅ begyndte begivenhederne at rulle: Mine to tætteste venner forlod mig, den ene døde, den anden valgte mig fra. Vores stramme økonomi blev væsentlig forbedret, og året efter i 2018 blev vi invaderet af flagermus. INDE i huset. Jeg nåede kun at opfatte, at en clairvoyant hylede af grin, da hun hørte det sidste, for det var mig selv, der tiltrak de flyvende bæster!

Det fortsatte, og i 2020 lukkede verden ned, ikke at det betød meget i vores liv, for vi var i forvejen så nedtrappede, vi kunne blive, men ikke desto mindre blev vi ligesom mange andre tvunget til at lægge vore vaner om.

I 2020 flyttede en af vores døtre en campingvogn ned i vores baghave, og det medførte selvfølgelig glædelige forandringer i vores liv. Min mand gik i efteråret ned med stress, og vi måtte aflyse vores sommerferie.

I 2022 fik vi begge Corona, og skulle håndtere vredesudbrud fra både familien og det offentlige system, fordi vi har valgt ikke at blive vaccinerede. Jeg var begyndt at lytte til min egen skepsis, og lukke af for den såkaldte nyhedsmængde, der vælter ned i hovederne på os alle sammen: Epidemier, vaccinetvang, krig og ulykker, valg og politikeres magtmisbrug.

Men hvis man i forvejen er super sensitiv, kan man mærke den kollektive energi, desværre også når den ikke er rar, imødekommende eller tryghedsskabende.

Derfor har jeg nu besluttet, at ingen skal have lov til at få mig ned med nakken – ej heller mig selv. Jeg har ikke mere grund til at udøve selvkritik end andre mennesker, og jeg tror fuldt og fast på, at vi er medskabere af den nye tid. Så frem med de positive tanker og historier om alt, der virker! Også de tanker om mine egne tilvalg, både dem, der skal udryddes og dem, der skal opmuntres. Af mig selv!