Ord med omsorg

Vi længes efter fællesskab, omsorg og fred i verden. Kærlighed imellem mennesker er igen ok at sige højt, og nogle af de gamle Beatles tekster som ”All you need is love”, citeres gerne. Tonen på de sociale medier har længe været debatteret, men der er stadig ord, der er gået ind i vores daglige tale, vi ikke registrerer som grimt sprogbrug. Når vi forsøger at beskrive normalitet, kommer vi ofte til kort. Hånden på hjertet, hvor mange mennesker kender du, som er normale?

Der er situationer, hvor vi udelukkende vil bruge kærlige vendinger, vise omsorg uden grænser, og hvor ømhed og kærtegn aldrig betragtes som værende udenfor normen. Hvis du sidder ved et dødsleje, ligger på knæ på asfalten ved siden af et trafikoffer, eller holder en fødende kvinde i hånden. Der, betragtes det som ganske normalt, at vise store følelser. Både gråd, smil og tårer er helt accepteret, ingen løfter et øjenbryn. Heller ikke hvis den brølende løve, en fødende kone har forvandlet sig til, skråler HOLD nu kæft!

Men hvilken holdning ligger der bag vendinger som tøsefornærmet, tudefjæs og at tage en Maude? Hvorfor synes vi, det er både morsomt og ironisk, at en journalist bruger de ord?

Alle kvinder, der har gået igennem overgangsalderen med symptomer, de knap selv kunne hitte rede i, som for eksempel humørsvingninger og hedeture, vil fatte denne forskel. En terapeut sagde for en del år siden, at der er situationer i livet, hvor man er meget grådlabil. Er man nyskilt, fyret fra sit job, eller har mistet en elsket ægtefælle, er der ingen, der vil benævne folks sorg med ordet tudefjæs.

At bruge nedladende ord og vendinger om andre menneskers følelser og reaktioner er ikke i orden. Hverken når det gælder mænd eller kvinder. For nogle år siden fik jeg en artikel retur fra en redaktør, som er en hel generation yngre end mig, med opfordringen

Kan du ikke finde en anden beskrivelse end det diskriminerende ord tøset?

For selv om jeg gør en stor indsats for at rense mit sprog for gebrækkeligheder som tøset, luk røven samt engelske vendinger, hvor det danske sprog udmærket slår til, snubler jeg altså også selv.

Det handler om at rubricere andre i kasser. For at være normal må man hverken vise store udsving i sine følelser, græde, grine højt og larmende eller have behov udenfor fællesskabets rammer. Hvilket i praksis er nogenlunde det samme som at bede om at blive helt og aldeles frosset ud af gruppen. I vores kultur er opfattelsen af normalitetsbegrebet meget smal, for nu at sige det mildt. Vi bedømmer andre meget hurtigt, og problemer med både børne- og voksenmobning breder sig.

Selv indenfor familiens rammer kan det være svært at begå sig, hvis man ikke indgår i fællesskabets forståelse af, hvad der er normalt og unormalt. Vi er temmelig mange, der som voksne, indser hvor smal den båndbredde har været. Jeg kan huske, en meget kær ven, der tit og ofte udbrød:

Du er nu sær!

Det lykkedes faktisk aldrig for mig at ændre, selv efter gentagne bønner om bare at tilføje tre bogstaver, så hun i stedet for ordet sær, ville sige særlig.

En gårdvagt på en folkeskole kan fortælle om, hvor langt børn vil gå for at føle sig som en af flokken. Begreber som at hugge en hæl og klippe en tå er helt på sin plads at bruge her. Børn begår næsten overgreb på deres egen personlighed for at blive accepteret som normale, uanset hvor meget de voksne prædiker om, at det er ok at være helt sin egen. Og hvorfor mon? Afspejler børns adfærd ikke bare de voksnes?

Det er meget let at være ironisk. Det ligger lige til højrebenet for de fleste, og mange vil sige, at det jo kun er for sjov. Men vi kender alle den hårfine grænse imellem humor og ironi, ægte humor er meget svært at undlade at skrige af grin over, mens ironi svitser. Det gør ondt på den, det går ud over. Den forskel kan sagtens mærkes hos replikkens afsender. Helt tydeligt endda, men det er ikke sikkert, at det er en bevidst handling. Brugen af vores sprog er en vane. Deraf kommer følelsen af de helt nedsunkne skuldre, man kan få i udlandet, hvis man på gebrokkent skolefransk forsøger at bestille et hotelværelse, og receptionisten kvikt afbryder en

Det er helt i orden, du kan sagtens tale dansk!

Det er en dårlig vane at omtale andre mennesker med nedladende bemærkninger, uanset hvor megen latter, man kan høste på deres bekostning. I min barndom brugte man ordet tudevorn om et barn, der brød ud i gråd efter den skæld ud, man i min familie fik, hver gang det lykkedes at vælte noget ud på det fint dækkede spisebord. (Det er en naturlov, at børn aldrig vælter tomme kander eller flasker).

Da jeg mange år senere hørte ordet grådlabil, tænkte jeg:

YES! Det vil jeg meget hellere være.