ÅND OG VISIONER

Det måtte jo komme, ovenpå denne rædselsfulde sommer - jeg er én af dem, der hader hedebølger – men vi er helt klart delt i to grupper. Klimaet er sjovt nok ikke det, der skiller vandene, selvom vi jo alle sammen skal spise de grøntsager, der ikke fik vand nok. Hvis en tsunami kan få prisen på vaniljestænger op i det røde felt, så kan det være, at kartofler og løg (som køkkenhaveskriver ved jeg, hvor meget vand, de kræver) kan blive en luksusvare.

Nå, men så kom der gang i klimadebatten. Igen. Om man nu er Lomborg fan eller ej, så reflekterer jeg da også over, om alle vores anstrengelser og delmål overhovedet gør den forskel, der er nødvendig? For vi taler jo om meget store ændringer i klimaet, og de der målinger med 2-4% temperaturstigninger, hvor stammer de fra? Selv statistikkere er tilbøjelige til at sige, at gennemsnitstal jo ikke siger meget. Hvad skal man bruge en gennemsnitstemperatur til, hvis måleperioden gælder fra 45 grader kl. 7 morgen, 29 grader kl. 21, og 18 grader kl. 4 nat?

Tal er jo bare tal, det kan man fuske med dagen lang, og skændes/debattere om i det uendelige. Hvilket i sig selv jo er naturstridigt, i og med talmateriale ofte bruges som bevismateriale. Er der et begreb, der bliver brugt tidlig og silde i politiske debatter, så er det sund fornuft, hvilket sjældent er rettet mod den anden part i diskussionen, men altid peger imod en selv.

I skrivende stund, kan jeg diske op med få eksempler, hvor begrebet sund fornuft giver mening, 1) færdselsreglerne, 2) man ikke skal sætte noget som helst over at koge på et komfur, og så forlade huset 3) skifte en lorteble. 

Det jeg savner i debatten om klimaforandring er ånd. Når man kan enes om, at teknologien er det, der kommer til at redde kloden, siger jeg fra. Måske er teknologi brugt med ”sund fornuft” tilsat temmelig meget ånd en langt mere virkningsfuld kombination. Men at tale om ånd i politik er det samme som at sætte ild til et mødelokale – fyldt med mennesker. Hvorfor egentlig?

Over hele kloden vokser mængden af mennesker, der tror på guddommelighed/Gud. Selv Barack Obama fik lov til at udtrykke sin tro i offentlige taler, og vores egen Dronning Margrethe afslutter sin nytårstale med ”Gud bevare Danmark”. Alligevel anses det for at gå over stregen, hvis i sin holdning til fremtidens klimapolitik bruger ord som ånd og guddommelige kræfter. Selvom tro betyder så meget globalt, er det alligevel et tema, der accepteres som personlig og privat, og derfor netop ikke kan medtages i visioner om den globale klimaforandring.

Vi befinder os i en overgangsfase imellem naturvidenskabelig tænkning og det u-forklarlige. At handle intuitivt og ud fra en indre vision, man ikke kan bevise, er naturstridigt.

Bøger om engle, besøg af Jesus, nærdødsoplevelser og uforklarlige fænomener sælger over hele verden i enorme oplag. Uanset hvor mange naturvidenskabeligt troende, der bekymrer sig på vegne af den horde af mennesker, der bliver snydt på daglig basis, nedsætter det ikke antallet af mennesker, der tror på alternative helbredelser og uforklarlige oplevelser. Det er en anelse højrøvet at tro, så mange mennesker tager fejl, og du alene skulle sidde inde med sandheden. 

I store dele af verden anses Dalai Lama som en karismatisk leder og rollemodel, både han og Desmond Tutu har talt om spiritualitet, tilgivelse, glæde og livskvalitet uden at talmagikerne gik amok. Det er ikke spor naturstridigt at tale om guddommelighed, ej heller at tale om ånd i sin offentlige fremtræden. Jeg ved ikke, hvorfor journalister, der har mødt Jesus, alternative behandlere, der kan helbrede folk uden at kunne forklare hvordan, eller synet af engle, skal forklares som uvidenskabeligt hokus pokus. Så længe, vi stiltiende accepterer det, får vi sandsynligvis ikke politikere til offentligt at tage ånd med ind i deres håb for fremtiden.

Jeg har for nylig hørt en forsker sige, at han privat er dybt troende, men sagtens kan adskille sin tro fra embedet. Hvordan han bærer sig ad med det, uden at undertrykke en side af sig selv, som udelukker bestemte opfattelser i en forskning, og samtidig er noget, vi andre har brug for at høre om, fatter jeg ikke.

Modsat fortæller Eske Willerslev åbent om sine spirituelle/åndelige oplevelser, og at forskning indebærer at være nysgerrig. Det nytter tydeligvis ikke at ignorere det uforklarlige for at gøre regnedrengene glade.

Jeg tror, vi står lige foran en dæmning, der snart ikke kan holde til presset. Der skal bare én person og timing til, før det inddæmmede bryder løs, og vi første gang hører en politiker stå frem og sige:

At godt nok har vi svinet hele kloden til, og godt nok skal vi rydde op efter os, hellere nu end snarest, men der er altså usynlige kræfter, der spiller med i det her. Vi kan ikke nøjes med at handle os ud af klimaforandringerne, eller tro teknologien kan redde os fra problemerne. Mennesker består af andet end fysisk stof, og jo før vi begynder at tale om ånd i vores beslutningsprocesser, jo bedre.