Kvindepolitik eller ?

Er kvindepolitik et begreb, der for længst har overskredet salgsdatoen? Kan det tænkes, at den kamp, vi kæmper kønnene imellem, overhovedet ikke handler om mænd og kvinder? Er vi på verdensplan tvunget ud til kanten at, hvad klimaet, ressourcerne, økonomien kan magte, og derfor ender diskussionen – som før - imellem kønnene?

Der er dømt forandringer, nye metoder og handlinger på næsten alle områder. Reagerer vi alle med angst og frygt for, hvad konsekvenserne af disse forandringer kommer til at betyde for det enkelte menneske? Når vi føler os allermest pressede, reagerer vi så imod den person, der står forrest, fordi vi ikke evner at se bagom situationen? At en hel klode har kæmpe problemer med adfærd, klima og ressourcer er vel et anliggende, begge køn har tilfælles?

Hvis man ser på videnskaben kontra det erfaringsmæssige, er der stadig mange videnskabsfolk, der anser alt, der ikke kan bevises, måles og vejes som ævl. På ganske få hundrede år har vi accepteret, at en videnskabelig model, der beviser, at jorden drejer rundt, planeter har en forudsagt færd i himmelrummet, er afgørende for, at noget rent faktisk sker. Ikke ved at erfare eller iagttage hændelserne, men ved at man kan føre bevis for at det er sandt.

Måske opleves den problemstilling som en forskel imellem kønnene? Eller forskellen imellem det maskuline og det feminine? Forvirringen breder sig, og jeg sidder tilbage og tænker:

Sig mig er det en reel forskel imellem perspektiv på det liv, vi alle lever på kloden lige nu, som vi forklæder som en kønskamp?

At verden endnu styres af mænd i jakkesæt, er et faktum, men kan det tænkes, at alle mennesker, der reagerer med angst for store forandringer reelt er bange for at miste? Kontrollen, pengene, trygheden eller kærligheden?

Er vi alle, mænd som kvinder, vanvittig angste for at miste noget, vi for nuværende oplever som værdifuldt?

Når jeg selv, for gud ved hvilken gang, står overfor en mand, der stædigt holder fast på sin version af sandheden, imens jeg fra alle mulige vinkler forsøger at sætte fokus på en fælles løsning, er det så en kønskamp?

Tilhører jeg en gruppe mennesker, der ønsker fællesskab for enhver pris? Eller er jeg bare en af de kvinder, der helst ser, at vi deler, og at alle får en bid af kagen?

Engang i min ungdom var jeg ikke i tvivl. Alle de erfaringer jeg havde, udgjorde mislykkede forsøg på at stable enighed på benene. En fuldbyrdet version af paradisiske tilstande, hvor alle var en del af helheden og hver især kunne bevare deres integritet. Dengang var kritikken altid rettet imod mændene. Hvis man har været på Femø, eller på rejse med 13 kvindelige kunstnere, har man sandsynligvis oplevet, at orden har sin plads i et tilsyneladende anarki.

Jeg glemmer aldrig en studietur med 13 kvinder på en rejse til Italien, hvor jeg med underkæben hængende nedad konstaterede, at alle fik deres morgenkaffe, trods det indlysende sindssyge i, at ingen tog téten på at lave en fornuftig arbejdsfordeling, eller samle penge ind til en større espressokande. Alt foregik en til en, og at vi overhovedet fik et fælles aftensmåltid, skyldtes de allestedsnærværende typer (såsom undertegnede), der bare ikke kan lade være med at indtage moderrollen, når der opstår et hul i arbejdskøen.

Men jeg har sandelig også været deltager i masser af arrangementer, hvor mænd er sprunget til, og har udført deres andel af arbejdsopgaverne, og ikke kun ved at åbne kølerhjelmen på en bil for at reparere tændingen!

Midt i denne tilsyneladende aldrig stoppende kønsdiskussion, har jeg fundet ud af, hvor lidt energi, jeg måske har givet den erkendelse, at hvis man gerne vil gå en bestemt fremtid i møde, så bør man også reflektere over, HVAD den skal indeholde. Der er stort set ingenting i verden, der nogensinde har rykket sig, og fundet et nyt ståsted ved at fokusere på modstand. Alle revolutioner har haft en vis penduleffekt. Efter en tid med kamp og død, står pendulet stort set stille på det sted, hvor tumulten startede.

Derfor er jeg begyndt at tænke over, hvad det er, jeg som kvinde, gerne vil have meget mere af:

Fællesskab med en båndbredde af en vis størrelse, så ingen føler sig udenfor fastlagte rammer, defineret af andre. Bortset fra nogle kunstneriske processer, hvor jeg langt foretrækker at arbejde i enrum, kender jeg få arbejdsopgaver, der ikke bliver sjovere, hyggeligere og mere meningsfulde af, at vi deles om dem. At bestemme henover hovedet på andre menne-sker, er heller ikke min kop te, men det er ligeså rædselsfuldt at føle sig ignoreret i de beslutningsprocesser, der tages, som vedrører mit liv. Hvad enten det er flykvoter, rent drikkevand, børneopdragelse, madspild eller tørring af vasketøj.

Det er alt sammen så enkelt og lige til, at det virker ret underligt, ingen før har indset det:

ALLE tæller med, børn, voksne, unge og gamle. Kvinder og mænd. Derfor giver det ingen mening, at vi stadig udråber en vinder med ganske få procents flertal, og styrer verden derefter i demokratiets navn.

For mange år siden hang denne plakat, skabt af kunstneren, Cecilia Löfström, overalt, hvor jeg kom.

Det udsagn gælder jo sådan set endnu!