Hvad er det, der skal ske, for at verden kan forandre sig?
Vi har lige overstået et Folketingsvalg, og som ofte før, viser resultatet, at vi i dette land, er delt i to store grupper. Som altid kan det ende i et magtopgør. Ingen vindere, ingen tabere. Hvad er det så, der skal til, for at vi kan enes om at skabe en fælles fremtid, vi allesammen tager del i?
Jeg tror, det er vores forbrug. Ikke om vi er grønne nok, bæredygtige eller udelukkende serverer kød, men måske mere, hvor meget vi køber, og hvor længe vi mener, det duer endnu.
Det er indlysende, at teknologien får en udbredt rolle i den fremtid, vi vil skabe. Det er imidlertid ikke nok, at vi fortsætter vores afhængighed af den teknologi, som også koster ressourcer eller idéen om, at den konstant skal fornyes, enten for overhovedet at virke eller for at være med på noderne.
Det er i den sammenhæng vigtigt, at ALLE generationer gør op med sig selv, hvor meget der er livsnødvendigt, og hvad der ikke er.
Jeg tilhører den generation, der er vokset op efter 2. verdenskrig, inden den altomfattende lovprisning af velstand tog rigtig fart. Så jeg har fået ind med modermælken så at sige, at vi sparer, hvor der kan spares. (Igen er jeg vokset op med en mor, der kom hjem fra sit arbejde med færdige strikvarer, der blev trevlet op – via et par udstrakte barnearme eller ryggen på en spisestuestol. Derefter blev garnet håndvasket, og hængt til tørre. Vupti havde man nu ”nyt” strikkegarn, så børnene i familien kunne få nye hjemmestrikkede sweaters og bluser.
Ovenstående er sandsynligvis medvirkende til min skepsis i forhold til at kassere alt, hvad vi tror kan repareres frem for at kassere og udskifte noget som helst. Vi har således en foodprocessor fra 1998, der stadig fungerer, en espressomaskine der betegnes vintage nu (den er mere end 10 år gammel), en plæneklipper fra 2007, en støvsuger fra 1994(!) som stadig har en upåklagelig godt fungerende motor, og derfor udskiftes små reservedele så længe, den fungerer godt.
Min symaskine er købt i 1978 og sendt til en reparatør forrige år, og syr nu igen til min store fryd. Min cykel, en Raleigh model, købt på afbetaling i 1980 trænger i den grad til en overhaling – nye dæk og måske ovenikøbet et nyt gear, men vi er ikke maskinstormere, som én af husets venner engang har foreslået, snarere bryder ingen af os om at kassere noget, der kan repareres. I dag kalder vi det bæredygtighed eller vintage, hvis det isenkram eller tøj, man lufter er gammelt nok.
Vi hører uafbrudt om TID som en vigtig ingrediens i et godt liv, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor svært det har været igennem årene at give store valnødder væk (desværre også til restauranter), havens bær og frugter til mennesker, som altid undskylder sig med, at de netop har tid til at tage sig af hverken det spiselige eller reparationerne. Jeg har ikke tal på de flyverdragter og jakker, der er gået igennem mine hænder, netop fordi de billigste lynlåse er sat i, og derfor går i stykker efter kort tids brug. Få mennesker beslutter sig for at sy en ny stærk lynlås i overtøjet, så hellere smide det ud. Det samme gælder cowboytøj, jakker og bukser. Vi betaler penge for, at et menneske snitter hul på knæet i et par splinternye cowboybukser, men bruger ikke megen tid på at lappe huller på de gamle.
Derfor opfordrer jeg til genbrug, ikke blot af gamle, arvede snedkermøbler, men af tøj og maskiner, der sagtens kan kasseres og udskiftes med nye modeller. Det er jo ikke kun mig, der har lagt mærke til, at nye modeller ofte produceres i en ringere kvalitet end de gamle. Det gælder ikke blot støvsugere, flyverdragter og cykler. Min ægtefælle er uddannet datamatiker, og er derfor i stand til at fikse stort set alle pc’ere, andre for længe siden har kasseret. (Han samler i øvrigt også på brugte kuglepenne for at genbruge de bittesmå fjedre samt rengjorte ispinde, der er lavet af det fineste bøgetræ.
De fleste haveejere videregiver gladeligt stiklinger, planter og frø fra alt, der gror i deres have. Det er en kilde til stor glæde at se sine egne planter gro videre i andres regi, og det vil bestemt også blive en glæde den dag, vi alle sammen føler, at vi prioriterer vores tid til at skifte lynlåse, reparere det, der kan repareres og være i stand til at modtage æbler, pærer, bær, nødder, salat og kål fra naboens have!
GOD arbejdslyst.
3.11.22
