HVAD POKKER LAVER KVINDERNE EGENTLIG?

Denne artikel kunne være skrevet den 8. marts, men på den anden side handler det ikke  decideret om kvinder kontra mænd, men om den feminine side af os alle sammen. Jeg var selv med i Rødstrømpebevægelsen, men har igennem årene alligevel konstateret en accepteret slagside i vores synlighed i det offentlige rum. Og nej jeg taler ikke om kvinder i bestyrelserne, i hæren eller som fremtrædende politikere. Jeg taler om os, der ikke er på mediernes forsider, men almindelige lønmodtagere, hjemmearbejdende, selvstændige eller kunstnere. Alle os, der har praktiske opgaver, der hober sig op og udgør mange lange ugentlige arbejdsdage med gøremål, der ikke er spændende nok at vise i den bedste sendetid.

Lad mig lige forklare. Jeg er stor fan af alle gør det selv mennesker, der myldrer frem på skærmen. Bonderøven, Camilla Plum, de norske mønsterbrydere fra vildmarken og sågar vores fælles helt, Claus Meyer. Men jo flere, der dukker op, jo mere sidder jeg og savner den anden side af livet, de ikke repræsenterer. Fra den side af stregen, hvor mit eget liv udfolder sig. Hvordan kan det være, at vi har vænnet os til at se den maskuline (udøvende) kreativitet, så man næsten glemmer alle de kræfter, der bruges på usynlige opgaver? Hvorfor er det tilsyneladende mere interessant at glo på husbyggeri, håndværksmæssige restaurationer af alle slags, for længst glemte håndværk og opfindelser, der alle hører til den maskuline side af vores fælles kreative kapital? Og hvorfor lægger jeg overhovedet mærke til det?
Jeg er gift med en handyman med mange jern i ilden. Hvad den mand ikke kan lave af ovennævnte opgaver, plus håndarbejde, er ikke værd at nævne. Det er yderst værdsat og meget synligt! Men hvad går jeg egentlig selv rundt og foretager mig? Hvorfor er det meste af min indsats usynligt for det blotte øje?

Jeg satte mig for at lave en liste. Hvad jeg bruger min tid og mit liv til. Den endte med 37 forskellige ting – og kun 6 af dem relaterer direkte til mit kunstneriske virke. De sidste 31 gør ikke. Se lige bort fra, at min mands lønarbejde giver penge, andre er villige til at betale for hans ydelser, hvilket man stort set ikke kan sige om mine kunstneriske udfoldelser. Jeg har ikke haft læsere i hobetal, ikke solgt kunstværker til offentlige og private institutioner i stor stil, så jeg hører til den gruppe af glade mennesker, der udfører deres hverv uden nogen nævneværdig økonomisk gevinst – sammenlignet med hans, forstås.

Men hvad med resten af listen, de mere end 31 andre opgaver, hverdagen byder på?

Ved et hurtigt kig nedover opgaverne, kan jeg se, at langt de fleste hører under det, der bliver spist, snavset eller gror videre. Hvilket ikke er Sisyfos arbejde, det er netop ikke er forgæves, men synligt i ret lang tid ad gangen, er det i hvert fald ikke.

Jeg har hørt mere end én gang, at et menneske, der kan styre et familieliv, er i stand til at styre en virksomhed, for hvad er forskellen, når det kommer til stykket? At styre en økonomi, så alle i familien får basale behov dækket, holde skarpt øje med de ressourcer, der er til rådighed, være caretaker i sociale relationer, dyrke køkkenhave, og producere mængder af mad samt varetage den mængde af opgaver, man i fortiden havde folk til, er ikke opgaver, man kan udstikke til alle og enhver. Ligesom alle og enhver ikke kan reparere en bil, bygge en tilbygning, sætte et drivhus op, eller lægge solceller på taget, er der bunker af opgaver i et hjem, som man ikke kan købe sig fra.

Hvad gør man, når et vandrør beslutter sig for at springe en tidlig søndag formiddag? Manden i huset er vaks ved havelågen, og starter med at lukke for vandet (jeg vidste ikke engang, hvor man gør det – pinligt!), så da vvs manden endelig dukker op mandag formiddag, er de midlertidige problemer løst, røret er nødtørftigt pakket ind, så husstanden kan få vand on and off, og den kompetente håndværker forlader huset med et godt udført job bag sig. Og hvad så? Derpå ligger kvinden i huset på knæ iført pandelampe, renser væggene bagerst i skabene med Rodalon, finder hvid vægmaling frem fra gemmerne og giver bagvæggene en overhaling. Derefter er der dømt rengøring. Alle, inklusive kvinden selv, er lettede og glade for den snarrådige ægtefælle og den dygtige håndværker, der har løst problemerne, før gulvet gik i opløsning. En rigtig håndværker i huset skaber respekt, mand!

Mens der stadig findes både kvinder og mænd, der tror, at en au pair, en rengøringsdame, en vinduespudser og en ugentlig madkasse bestilt over nettet, udgør det arbejde, der forsømmes, når to voksne mennesker med børn arbejder på fuldtid. Vel at mærke kun hvis begge parter kan/vil udføre et arbejde, andre vil betale penge for.

Og hvis der i omgangskredsen findes en handymand, der udover at være kunstner og småbørnsfar, varetager en hel del af de opgaver på min liste, er der stadig nogen, der mener, han burde finde sig et rigtigt arbejde.