Hvad er rigdom egentlig?

Sidste år 2021 udkom en bog ”Rige børn leger bedst” på et af de store forlag om vores økono-miske, geografiske og holdningsmæssige klasseskel. Ifølge de 5 mandlige(!) forfattere øges afstanden imellem de rige og det, vi førhen kaldte arbejderklassen. Det kan måles rent stati-stisk, fordi vi åbenbart bosætter os efter vores økonomiske målestok.

Med min egen uddannelse i regnskabslære har jeg altid været ret skeptisk overfor statistikker. Min erfaring er, at man kan bevise hvad som helst med tal, især dem, der følger en kurve, som stort set ender med en konklusion på det, man i forvejen havde en anelse om.

Jeg har min egen private målestok, som ofte ikke stemmer overens med de holdninger, andre udtrykker. Jeg har lagt mærke til en manglende sammenhæng imellem det at bo i provinsen, som nogle af medierne ynder at betegne som Udkantsdanmark og det at bo i en storby. Det er TID! Det er også vigtigt for mig at understrege, at man sagtens kan have en storbymentalitet i forhold til emnet og alligevel bo på landet.

Vi har boet på landet i mange år. Efterhånden er alle drømmene gået i opfyldelse ift. at kunne stable en køkkenhave på benene, avle grønt i drivhuset og få bærbuskene til at give mange bær. Men det tager sin tid, både at beskære, luge og vande, samt holde øje med ”bestanden”. Når jeg taler med storbyboere om arbejdet med avlen eller ovenikøbet tilbyder nogle af herlighederne, skilles vandene radikalt.

For alle har da lyst til at få hindbær og valnødder. Det kniber til gengæld gevaldigt med at få tiden til at slå til, så desværre takker mange nej. Med mindre jeg selv leverer syltetøj og saft på glas og flasker.

Der knækker filmen for os alle sammen. For alt det, vi tager for givet ved at bo på landet er der tilsyneladende mangel på i storbyerne: Tid til at varetage livet.

Vi plukker jordbær, hindbær, solbær, brombær og blåbær. Skeler kun til priserne i supermarkederne, fordi det jo alt sammen gror lige udenfor vores hoveddør – enten i vores egen have, i skoven eller hos naboen. Og undrer os over, at det er blevet så moderne i DK at spise asparges fra Peru, nye kartofler fra Afrika og jordbær i februar.

Mange af os laver al maden selv, både pizza, syltetøj, saft, tærter og kagerne er selvfølgelig bagt med vores egne æg, egne bær, æbler og pærer.

Vi har et kæmpevalnøddetræ, der giver mange kilo valnødder hvert efterår, og når vi er ved at nå smertegrænsen med hensyn til at knække, nedfryse og tørre mange kilo, forsøger vi at slippe af med de sidste. Da så mange mennesker stadig måler deres rigdom i tid og penge, er det svært for os at slippe af med de sidste 20 kilo. Folk har simpelthen ikke tid/ork til at tage sig af dem.

Vi har selvfølgelig en kummefryser, og i oktober måned er den så stoppet, at vi dårligt kan lukke låget. Fordi vi udover alle bærrene (vi plukker også slåen i skoven til snaps) er der brød, kød samt grønt fra haven. Den fryser rummer al den tid og møje, vi har brugt på at høste, skære kød, når vi ikke slår græs, klipper hæk eller går ture., hvor vi begge kan være heldige at finde alskens brugbare finurligheder undervejs.

Jeg finder bl.a. firkløvere, smukke visne blade og grøn tang, jeg slæber med hjem. Min ægtefælle gør mest i skruer og dimser, der er faldet af biler, cykler og traktorer. Han gemmer også trofast ispinde, har sågar brugt et par stykker, da han i sin tid lavede tag, fordi de kunne bruges til kiler.

Vi er begge kreative, syr, strikker og reparerer alt fra sengelinned til hønselåger. Jeg har opgivet at finde noget som helst i værkstedet, og har derfor min egen værktøjskasse oppe i mit atelier, hvis jeg skal bruge en hammer, en syl eller bare en skruetrækker. Men vi har stadigvæk hver sin symaskine, og hver sin syæske, selvom det er mig, der står for udskiftning af lynlåse.

Vi hugger brænde, hænger vasketøjet op udenfor, beskærer træer og buske, kører i gårdbutikker og handler hellere lokalt end på nettet. Vi har meldt os til frivillige affaldsopsamlinger og har en fast Røde Kors indsamlingsrute. Manden går til kor og yoga, imens jeg lægger puslespil, kabaler og hører radio. Vi låner bøger på biblioteket, og bor i et område med en af landets højeste stemmeprocenter.

Alle disse beskæftigelser er en stor del af livet på landet, både før og efter pensionen. Det tager en rum tid, men vi brokker os sjældent over ikke at have nok af den.

For snart 15 år siden udgav Tor Nørretranders en bog, hvor han navngav energi som DEPOT energi, hvilket er det, de fleste af os har vænnet os til. I modsætning til strømme af energi, som er vind og sol.

Måske er tiden kommet til at debattere, hvad rigdom egentlig består af?

De fleste betragter mange penge som et udtryk for rigdom, men for at tjene ”mange penge” bruges al tiden på enten at være på arbejde eller transporten til og fra.

Der findes så mange fysiske udfoldelsesmuligheder herude, at et medlemskort til et fitness center er dømt langt ude.

Er det blevet sådan, at forskellen på storbyboere og landboere ligger i måden at bruge vores tid på?

Hvorfor er det muligt at sælge blade/bøger og tv dokumentarer om folk, der bager selv, strikker, broderer, syr deres eget tøj, men afviser livet om det samme?

Hvornår begynder vi at diskutere tid og rigdom som andet end økonomiske størrelser?  Vi har lært at stræbe efter noget, vi reelt ikke har brug for. I 1949, viser statistikkerne(!), at danskerne brugte 26% af deres løn på mad. I 2022 bruger vi 10%.

Hvor mange procent af de lønkroner, vi ikke investerer i maden, bruger vi på noget, der skal erstatte tomheden og trætheden efter lange seje arbejds- og transporttider?

HVEM har egentlig glæde af det? Og hvor er rigdommen?

12.7.22