Undervejs tænkte jeg på denne sommer, hvor vi trods store udfordringer andetsteds havde gang i et rygende køkken fra morgen til aften med hyldeblomster, tomater, agurker, jordbær, hindbær, solbær og brombær samt noget nyt, der efter mange mislykkede forsøg endte, som jeg havde håbet: At tørre purløgsblomster. Heller ikke i sommerferien var det lykkedes at få folk udefra til at interessere sig for pluk eller afhentning af diverse gratis økoprodukter. At vi også havde kastet os ind i et kyllingeprojekt med at opfostre 12 daggamle kyllinger uden en skrukhøne, var en mindre detalje, men kors hvor tog det mange kræfter.

Så vendte vi hjem fra ferie, og vores 120 årige gamle valnøddetræ havde plukkemodne nødder. I 3 uger plukkede og opsamlede vi valnødder, og hele køkkenhurlumhejet startede forfra. Alle var dybt imponerede over mængden, og især størrelsen på valnødderne, som ingen nogensinde har set magen til. Hvilket besværliggør projektet en hel del, fordi de er for store til at tørre med skallerne på. Valnødderne mugner.

I flere uger lignede vores køkken en nøddefabrik, der var temmelig mange forsøg, der mislykkedes og til vores store ærgelse, måtte vi smide en del nødder ud, før vi endte med at finde fidusen. ALLE nødderne skal afskalles, kernerne tørres et par timer i ovnen på laveste temperatur varmluft, eftertørre nogle dage på alle tilgængelige ledige pladser i huset, og derefter kan man med held fryse en del ned, og fylde de særlig smukke eksemplarer på sylteglas med tæt låg.

Undervejs forsøgte vi at forære nogle væk, og det lykkedes da for en lille slat af dem. Men den tilbageblevne mængde voksede, imens vi fik mere og mere sorte fingre og ømme muskler. Da jeg til sidst hentede endnu en stor portion ind, besluttede jeg, at NU var det slut. Nu havde vi dels ikke selv brug for flere, og dels orkede vi ikke flere overtalelsesforsøg med kilometers kørsel til følge, for at forære skatten væk. Folk havde hverken tid eller kræfter til at varetage opgaven, inden de mugnede. Eller også boede de for langt væk.

Dagen efter, jeg havde afsluttet opsamlingen, gik jeg henover græsset og vadede knasende rundt i kæmpevalnødder, der bare lå på jorden, fordi blæsten havde rusket grundigt natten igennem. Sukkende tog jeg spande, og samlede igen 10 kilo. TI kilo, som ingen orkede at forholde sig til. Imens tikkede en mail fra den lokale leverandør af økokalvekød ind. Igen i år stod der, at al indmad var gratis, fordi ingen ønskede at aftage det, og vi to voksne her i huset måtte få al den indmad, vores dybfryser kunne magte.

En dansk tv kanal har lige genudsendt den canadiske dokumentar Stop Madspild. Vi er heldigvis mange mennesker, der er involveret i projekter om mad og økologi og køkkenhave og grønt og kødvalitet. Man kan få sine tvivl om, hvor stor nytteværdien er, når man ser de kolossale mængder mad, som ikke bare kasseres, men produceres!

• Hvorfor producerer den nordlige halvkugle dobbelt så megen mad, som vi spiser?
• Hvorfor kasseres bananer, ferskner, plasticindpakket yoghurt, mælk, kødpålæg, citrusfrugter i mængder, der kunne brødføde halvdelen af verden?
• Er der nogen på denne klode, der har et overblik over det reelle madspild og de ressourcer, der bruges på den mad, vi kasserer?
• Kan det overhovedet lade sig gøre at sætte tal og lave statistik på ressourcer, forbrug og spild?

Tilbage i mit eget køkken myldrer tankerne rundt med knasende valnøddeskaller under fødderne. Vi taler klimaforandringer og verdensmål. Samtidig kører der parallelle systemer, helt almindelige mennesker ikke fatter en bjælde af. 

• Hvordan kan det lade sig gøre, at banker i den grad kan plyndre nationer?
• Hvorfor kan producenter råde over så mange hektarer landbrugsjord til en madproduktion, vi slet ikke har brug for?
• Hvorfor lukker vi alle sammen øjnene for de mængder af mad, der ligger i aflåste(!) containere udenfor butikkerne i alle verdens byer?
• Hvorfor køber vi så megen mad til den daglige husholdning, som vi derefter betaler penge for at få kørt bort til afbrænding?
• Stiller journalister sjældent relevante spørgsmål til politikere og beslutningstagere, fordi der ikke findes enkle svar, og ingen af os reelt har bud på de løsninger, der skal bringe orden i kaos?
• Hvis en lille gruppe mennesker kan stjæle fra så mange, er det så fordi, gruppen slet ikke er så lille endda?
• Hvis grådighed ikke bare stopper hos de stinkende rige, men også er en del af helt almindelige menneskers følelser, hvor går grænsen så?

For blot én generation siden, lykkedes det for politikere og reklamefolk at få husmødre(!) over hele den vestlige verden til at ændre på madvaner og ressourcespild. Mad blev en mangelvare, og byfolk, der kendte landboere var særlig heldige, hvis de uden rationeringsmærker kunne skaffe æg, kyllinger, frugt og grønt. Det var skattede madvarer, andre skulle stå i kø i timevis for at få fingre i. På få årtier har det billede ændret sig markant, hvis skyld er det? Hvem er ansvarlige for den holdning, at vi kan købe alting i butikker, få varer importeret fra hele verden til få penge, og hvem gider i øvrigt bruge ret megen tid i køkkenet på at fremstille brød, kødretter, kager eller grøntsager, når man kan købe frosne pizzaer og take away i enhver lille flække? At vores sundhedssystem ikke for længst er brudt sammen, er en gåde i sig selv.

Jeg ønsker ikke kvinderne tilbage til køkkentjansen, Gud bedre det, men med alle de valgmuligheder, vi præsenteres for, har vi glemt at prioritere. I alle de rettigheder, vi skal holde rede på, har vi overset, at hvert eneste valg, vi træffer har konsekvenser.

• Hvem siger i øvrigt, at et barn hellere vil gå til jazzballet end at lære at slagte og plukke en kylling?
• Hvem ved, hvilke valg, vores børn ville træffe, hvis de fik muligheden (uden at være vokset op med en skærm i vuggen)?

Jeg har ingen løsninger på hverken bankernes og vores egne kapitalfondes grådighed, verdens enorme madspild eller den nye generations afhængighed af teknologi. Men jeg ved, at vi bliver manipuleret med i en størrelsesorden, vi bare ikke fatter. Verden hænger overhovedet ikke sammen, som vi forledes til at tro. Der findes ingen enkle svar på det rod, vi har skabt.

Jeg håber sandelig, at de videnskabsfolk, der står frem og fortæller, at det efterhånden er meget svært at ignorere en højere styring, i og med alle forsøg munder ud i, at vi deler en fælles bevidsthed, som tilsyneladende styres af noget, vi ikke kan forklare, kan komme til orde. Og at vi kan lære at lytte.

Der skal rigtig meget til, før jeg mister modet, og undgår at blive revet med af det mismod, der driver henover Europa her i oktober 2018. Hvis jeg ikke hørte om alle de forskningsresultater, forskellige videnskabsfolk beretter om, lige fra den nyeste forskning i DNA, aldring og sundhed, der påviser, at der sker ting og sager i vores krop, som tilsyneladende styres af en bevidsthed, der ikke sidder i hjernen, ville jeg måske miste håbet.

Det er ikke ny viden, men det nye er, at videnskaben anerkender, at der eksisterer en form for højere styring, og anerkendelsen af denne viden kan meget vel få følger for vores syn på fremtiden.

Tænk hvis det igen bliver moderne at være naiv. Tænk hvis vi kunne tale om og prioritere vores liv, ikke på vores dødsleje, men imens vi lever. At alle kan lære at sidde stille og roligt sammen, og stille spørgsmål som

• Hvad er det egentlig, du laver, og hvor er du på vej hen, du kære?