HANDS OF KNOW HOW

Jeg har en serie af fotos, Hands of know how, jeg ville udstille for en del år siden. Det blev ikke til noget, men tanken spøger stadig, for jeg har igen befundet mig i en situation, hvor den faglige kompetence, jeg overhovedet ikke fatter en bjælde af, træder til. Vores indadgående fasttelefon forbindelse røg, hvilket man jo ikke nødvendigvis opdager lige med det samme. Vi fejlmeldte det, men iflg. samfundets (i mine øjne ret mærkelige) pri-oriteter, er det ikke mere noget, man kan få fikset på en studs. Det tager tid, og netop derfor brokkede jeg mig. Jeg havde glemt synet af to telemontører, der sad direkte på den frosne jord og ordnede et virvar af småbitte ledninger, engang i løbet af vinteren. Kun med nød og næppe undgik jeg, ikke at stoppe op og rose dem, men at køre hjem igen for at hente varme tæpper og brygge kaffe til dem.

For en del år siden gik lyset i vores hus, det var lillejuleaften og snestorm. Et par timer efter  så jeg en gut fra SEAS, klatre op i en lysmast for at genetablere vores elnet. Synet af den  mand, som i lyset fra sin pandelampe langsomt klatrede op med snefnuggende dansende om ørerne, glemmer jeg heller ikke.

Ingen af os her i huset undlader nogensinde at udtrykke stor beundring, når vi må stoppe op for en lastbilchauffør, der bakker op i en indkørsel, hvor selv sidespejlene burde klappes ind først, med anhænger. Eller alle de modige asfalt-arbejdere, der står dag efter dag i kulde eller hedebølge, og udvider motorveje med risiko for at få høvlet noget af røven, hver eneste gang en utålmodig bilist ikke vil sætte farten ned, men drøner forbi, så støvet hvirvler op omkring den stakkel, der arbejder for at bilisterne skal komme hurtigere og bedre ad sted på arbejde.

Ikke at forglemme sygehuspersonale, der klapper en ømt på kinden, lige før bedøvelsen virker, eller sygeplejersken der holdt om mig, da jeg hulkende og grædende vågnede efter narkosen. Samt alle de gange, vi er gået beroligede og taknemmelige ud fra en skadestue  med en barn i armene, der ikke fejlede noget. Det er der, man kan blive voldsomt be-gejstret for at bo i et land, hvor man ikke skal traske 20 km i hede og støv for at sidde i timevis under et varmt bliktag og vente på en læge, der kan hjælpe en.

Alle de mange tusinde mennesker, ufaglærte som faglærte, der hjælper os alle sammen hver eneste dag kommer meget sjældent med i et radioprogram, eller bliver hyldet offentligt for deres kæmpeindsats. Det er murere, tømrere, montører, malere, pædagoger, bilmekanikere, skolelærere, rengøringsfolk, sygeplejersker, buschauffører, butiksansatte og skralde-mænd. Det er asfaltarbejdere, rendegravere og alle de andre, jeg i skyndingen glemmer, ikke fordi de ikke bør hyldes, men mest fordi jeg ikke har været i kontakt med dem i de seneste år.

Det er lidt af en gåde, at vi, som et af de fremmeste/bedste lande i verden, ligger under for tanken om, at teknologi-innovatører, akademikere, skrivebordsarbejdere og milliardærer skal omtales og roses mest. Men de befinder sig ikke forrest i rækken af vigtige erhverv. Det kan man så diskutere, men tilbage står vel, at ligegyldigt om det er sandt eller ej, så afspejler lønningsposen jo immervæk samfundets anseelse!