Fremtidens vækst og udvikling

Alle regnedrengene står på nakken ad hinanden for at huske os på, hvor vigtigt det er, at vi får gang i hjulene igen efter(?) Corona krisen. Plus det faktum, at der er flere positive nyhedsmedier, der ser det som et mål at hele klodens befolkning skal have mobil-dækning indenfor en kort årrække.   

Et klik på youtube viser, hvor mange mennesker på kloden, der står af Hamsterhjulet. De reflekterer over penge, økonomi, afhængighed af materielle goder og meningen med livet. De bygger Tiny Houses, vælger at leve Off Grid så langt væk som muligt - ude i naturen. Mange dog med et ønske om adgang til pc og mobil. Men det kommer også – lur mig! - til at stå for skud. I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvornår romantisk er blevet et skældsord?
 
Folk længes efter mening, og ønsker fysiske udfordringer. Vi har næsten smidt alle gamle håndværk ud med badevandet, og en lille ihærdig skare forsøger nu at indhente det tabte, for at undgå, at vi for eftertiden ikke aner, hvordan man forsåler sko, reparerer et udstødningsrør, renser et afløb på badeværelset, strikker sokker eller tegner en skitse af et medmenneske. Det er heldigvis blevet hipt for begge køn at lave mad fra bunden, så min egen mormor har ikke levet forgæves. Vi har fået små grøntsagshaver på byens tage, krydderurtebede på altaner, og oh fryd! - køkkenhaver og blomsterbede. Når jeg en tidlig morgen dapper lykkeligt rundt i min have og plukker roser, sender jeg en tak til mine forfædre for at have videregivet kærligheden til pleje og pasning.

Jeg har ikke tal på de gange i den sidste tid, hvor jeg kom til kort overfor tidens krav om teknologi i hoved og r..   

Jeg kan ikke anmelde en skade til mit forsikringsselskab uden at have NemID.

Hvis jeg returnerer en købt vare, og bestiller en ny til en lille merpris, kan leverandøren ikke overskue, hvordan jeg skal betale differencen, hvis jeg ikke har netbank eller bruger mobilepay.

Hvis jeg gerne vil tage imod en invitation til en nær ven eller et familiemedlems fest, kan de ikke finde ud af slukke for WiFi og mobiler – for vi er endnu ikke nået smertegrænsen ift. antal personer, der ikke tåler trådløse forbindelser.

Jeg kan ikke besøge nogen en juleaften, uden at værten skal bruge sin mobiltelefon for at  kunne stege en and.

Vi kom ikke til en nabobegravelse, fordi vedkommendes død blev bekendtgjort over Facebook, ligesom den lillebitte landsby, jeg bor i, annoncerede et loppemarked, ikke på kommunens opstillede opslagstavle, men via Facebook.

Den lille lokalbank føler sig tvunget til at gå direkte i rumpen på de største banker, der for længst har opgivet kasse-ekspeditioner, så hvis man ikke ønsker Netbank, er det bare ærgerligt.

Alle disse oplevelser flimrede forbi, da jeg sad og læste Dan Buettners bog ”Blue Zones”. Bogen er forlægget for både National Geographics artikler og de tv udsendelser, der er blevet vist om steder på jorden, hvor mennesker lever et langt og lykkeligt liv. De såkaldte Blue Zones ligger spredt over hele kloden, i  bl.a. Japan, Grækenland, Sydamerika og i Californien. Fællesnævneren for disse lokaliteter er deres livsstil. Tid og prioriteringer.

Forfatteren beskriver et sted i Costa Rica, hvor han og en kollega trasker flere timer igennem junglen for at finde frem til den lille bitte landsby, hvor der angiveligt skulle bo nogle mennesker, der opfylder kriteriet: Høj alder, fysisk sundhed og tilfredshed med det liv, de lever.

Efter nogle timers ophold hos beboerne, kigger han rundt i det tilsyneladende ret tomme hus, hvor der ikke er antydning af elektricitet og hverken tv, radio eller tekno dimser, og spørger:

Keder du dig aldrig? Hvad gør du for at underholde dig selv?

Svaret falder hurtigt:

            Jeg finder et skyggefuldt sted og spiser en appelsin.