FREMTIDENS FORBRUGERE

På ganske få år synes antallet af køer på markerne at være mærkbart stigende. Små besætninger på max. 25 stk., trasker rundt i de skønneste landskaber. I fredede områder syd for Århus, i Mols Bjerge, på Fyn og Sjælland går dyr, der ikke alle sammen kan være sat ud af kommunen for at græsse fredede arealer.

Antallet af gårdbutikker er også øget markant. Gemt bag staldbygninger og beplantning, der ikke nødvendigvis ser ud af noget udefra, men kører man et smut indenom, bliver man mere end glad i låget. Det vrimler med biler på parkeringspladserne, der er kø ved kassen, og varerne er kvalitet og gode råvarer. Fru Møllers Mølleri udenfor Odder har en lille gårdbutik med hjemmebagt brød og kager, plus et mindre mejeriudsalg og diverse kolonialvarer. Der er iscafé, slagter, nyristet kaffe og restaurant. Gårdspladsen ligner noget fra en dansk film i 50erne med to kæmpestore, gamle hestekastanje træer. Og det er bare én af slagsen. Der er gårdbutikker overalt med og uden fiskebil, med og uden mølleri, med og uden is og kaffe, og det gælder om at køre indenom, hvis du er bare en lille smule glad for mad. For hver og en har deres eget særpræg.

Gårdspladsen hos Fru Møllers Mølleri

Der er også fritgående grise og får på mange marker, igen i et antal, der slet ikke matcher den antagelse, at STORT er bedst, og kommet for at blive. Det vrimler også med svinefarme hele vejen omkring Århus, hvor størrelse, antal og lugt(!) kan forlede en til at tro, at samtlige griseleverancer til Kina stammer fra det område. På Sjælland kan vi nu også godt være med!

Men jeg hæfter mig ved, at der er kunder hos disse travle mennesker, hvor mange af dem knokler en vis del ud af bukserne for at få økonomien til at hænge sammen. Vi mødte en gut, der glad og gerne fortalte om sit helt eget savværk, som ved selvsyn dagen efter, viste sig at være, måske ikke verdens mindste arbejdsplads, men noget derhenad. Hvor viden om, og glæden ved træ har rigelig plads til udfoldelse, og minder om, at det simpelthen ikke er sandt, at alle virksomheder skal vokse konstant for at klare sig.

Søren og Jørgens savværk i Fensten

Danmarks mindste?

Pausebænken

Det vrimler med små håndværkere, minivirksomheder og økologiske landmænd, der på trods har slået sig ned med en metier, der giver mening for dem, og øger livskvaliteten for både sig selv og kunderne. For hånden på hjertet: Hvor mange mennesker er lykkelige ejere af deres egen hverdag? Hvor mange mennesker klarer livet med børn og en enkelt fritidsaktivitet uden at kollapse efter at have puttet børn? Antallet af stressramte stiger voldsomt, og det er helt almindelige mennesker, der føler, de burde være født med rulleskøjter på fødderne.

I medierne taler vi om livskvalitet og mening, om børn og voksnes trivsel. Det hænger jo ikke sammen, at vi dyrker yoga, går til mindfullness og motionerer, hvis vores hverdag er stoppet med krav, nul pauser og ingen tid eller overskud til refleksion.

Jeg ser alle disse tiltag som en vej imod fremtiden. Når så mange almindelige mennesker investerer kræfter, tid og penge i at købe kvalitetsvarer, og ikke bare sætter sig ind i bilen med kurs imod det nærmeste supermarked, hvor hylder bugner med madvarer af tvivlsom kvalitet og oprindelse, er det et tegn på forandring i vores forbrugsvaner. Ikke alt kan vises i tabeller, man er nødt til at bruge sin egen iagttagelsesevne, og fokusere på alt det i omgivelserne, der virker.

Det er heller ikke alt, hvad der står i aviserne og vises på en skærm, der er sandheden. Mere end nogensinde gælder det om at skærpe sanserne, se til siden og notere sig al det, der foregår i ”undergrunden”. For eksempel er det en god idé, når alle har vendt opmærksomheden imod eet punkt, at kaste et blik til siden, og se, hvad der sker der. Ofte er det den vigtigste del af hændelsen, der foregår i kulissen, imens orkestret spiller for fuldt drøn på hovedscenen. Tænkte jeg for ikke første gang, da jeg stod med en stor klump i halsen og så udover de økologiske grøntsagsmarker ved Ajstrup Strand, hvor Peters Gartneri holder til. Jeg havde købt og smagt deres majskolber i den lokale Kvickly, og erkendt, at terroir ikke bare er vigtig for vin, kaffe og tedyrkning. Hold da op hvor er der dog stor forskel på dyrkningsmetoder og sorter. Aldrig nogensinde har jeg smagt majs som dem, der dyrkes her.

Grøntsags boden - Peters økologiske gartneri

Fine rød- og hvidløg

Markerne er lejet af Århus kommune

Køerne slagtes ikke, de er udelukkende til afgræsning, sat ud af kommunen.

Jeg ved i forvejen, at jord, vand og kærlighed/omsorg til det, man dyrker, er vigtigt for gode resultater. Jeg er selv øko køkkenhavedyrker, men lærte så, at dyrkningsmetoder og sorter har stor betydning, og at lokale råvarer smager meget forskelligt rundt omkring, selv i et så lille land som Danmark.

Jeg har dyrket tomater under mange forskellige vilkår i snart 40 år. Men det er først i de senere år, jeg har fået stort udbytte, og fundet frem til en sort, der smager himmelsk. Oveni at lære, at man godt kan forlade et drivhus med tomatplanter i to uger, uden vanding. Forstå det, hvem der kan.

Måske er lærestykket, at alt ikke skal måles i tal. Livet indeholder i forvejen meget, der ikke kan fattes eller forklares, men det gælder om at nyde det, der ligger lige for snuden af os. Det kan jo være, at det er en af nøglerne til overflod, eller simpelthen bare følelsen af at føle sig rig og have nok?

Måske er det også på tide at erkende, at vi er mange mennesker på denne klode, som måske aldrig bliver enige om een fælles retning, og at det ene ikke udelukker det andet?