DRØMME, der går i opfyldelse

Langt de fleste erkendelser starter med, at vi iagttager andre og lægger mærke til, hvad de gør og ikke gør. At se mennesker udefra er nemmere end at se sig selv indefra, konstaterer jeg for Gud ved hvilken gang, jeg lytter til nogle, der er utilfredse med deres nuværende tilstand, og ikke selv kan se, at de lever det liv, de for år tilbage ønskede sig allermest.

For ikke længe siden faldt jeg over en bog, hvor jeg for 40 år siden skrev mine drømme ned på den bagerste tomme side. Jeg husker følelsen endnu, længslen efter at købe røde pelargonier og plante dem i krukker, ønsket om at fotografere børns glæde, at rejse langt væk, udenom charterferier, og at skrive en bog i samme genre som den, jeg noterede mine inderste drømme ned i.

Ikke blot er disse ønsker for længst gået i opfyldelse, men de efterfølgende drømme i årene, der kom, er også indfriet. Hva’ be’ har?

Er det sådan, vi mennesker fungerer? At vi lever forud og udelukkende fokuserer på de længsler, vi har og glemmer de drømme, vi har indfriet? Er det ikke tidens mantra, at vi skal leve i NUET? Ville vores liv føles nemmere, hvis vi på forhånd vidste, at henad vejen kommer det hele til os, men sjældent i den form, vi ønsker?

Hvem vidste, at den fyring, vi blev så ulykkelige over, var årsagen til, at vi mange år senere kom i mål med den livsopgave, vi egentlig er bestemt til?

Hvem skulle have troet, at den skilsmisse, vi led sådan under, med tiden skulle vise sig at være netop den situation, der tvang os til at tage vore egne behov op til revision?

Hvem anede, at den konkurs, vi blev tvunget til at se i øjnene, blev startskuddet til en helt ny livsstil, som vi årtier senere sidder og nyder i fulde drag?

Hvad med sygdom, død og ulykker?

Livet sørger åbenbart for at bringe uorden i geledderne, bringe os så meget ude af kontrol, at vi mister fodfæstet, og tror, vi aldrig mere kommer til at stå oprejst igen. Hvem, der egentlig styrer det, er uvist, men vores fokus har en hel del at sige.

Når jeg nu ser tilbage i tiden, er det ret enkelt at forstå, at styrken af vores hensigter bestemmer vores fokus. Der er en grund til, at jeg ikke kan spille violin, tale italiensk eller male portrætter. Som regel øver vi os i stride stænger i at lave mad, passe børn, tegne, spille klaver, fotografere, dyrke have, fælde træer eller strikke. Når vi så ad åre er blevet dygtige til netop den disciplin, (er der nogen af jer, der i barndommen øvede jer uafbrudt i at pifte?), har vi snuden dybt i sporet på det, vi IKKE kan.

Man kan fristes til at spørge, om vi i vores kultur overhovedet er i stand til at rumme glæden?