Jeg boede dengang i en stor atelierlejlighed, havde en passionsblomst kravlende henover de kæmpestore østvendte vinduer. Planten betog alle, der trådte ind i rummet første gang. Da jeg skulle på ferie, bad jeg, med nøje instrukser, underboen om at passe blomsten i to uger. Hjemvendt fra ferien havde jeg knap stukket nøglen i hoveddøren, før hun kom farende. Hændervridende og dybt ulykkelig forsøgte hun at overbevise mig om, at hun havde gjort alt, jeg havde bedt om, fulgt mine anvisninger til punkt og prikke, men nu kunne jeg jo selv se!

Planten var unægtelig et sørgeligt syn, blomsterne var halvvisne, og bladene hang. Da jeg hentede hende op et par timer senere, troede hun ikke sine egne øjne. Jamen? Jeg kunne heller ikke give nogen forklaring, men konstaterede blot, at nu struttede alle blomsterne, og planten krøb flere meter i længden og i højden, og det var tydeligt, at den stortrivedes.

Mange år senere havde jeg besøg af en ven, og viste mit nye kamera frem. Hun har fået et magen til flere år før, og vi smuttede en tur i skoven for at øve os sammen. Undervejs bad hun mig om lidt hurtig undervisning i lys og blænde valg.

Som en anden højskolelærer stoppede jeg ved begyndelsen af skovstien. Lyset faldt ned igennem træerne, og satte spot på den særlige lysegrønne farve, skoven kun har i de allerførste uger i april/maj, hvor træerne springer ud. Jeg tegnede og fortalte, tog et par billeder og trådte til side, så hun kunne stå samme sted på stien, som jeg. Ved den allerførste sammenligning blev hun rasende! På sig selv, desværre. Hun bandede og svovlede, fordi hun først da fattede en sammenhæng, jeg endnu ikke selv havde erkendt. Vi SÅ simpelthen ikke det samme. Hun stampede i jorden af vrede:

- Dit billede er jo overhovedet ikke magen til mit. Det er derfor, jeg aldrig har været tilfreds med mine egen fotooptagelser. Du ser jo noget, jeg overhovedet ikke lægger mærke til!

I mange år har jeg dyrket min have. Med stor lyst og energi kastede jeg mig over at dyrke roser, og endte med at blive en, der giver andre gode råd om, hvad jeg gør og hvornår, siden mine roser altid er så fantastisk smukke. Alle mine fejl og mislykkede forsøg ufortalte.

Så startede jeg på en køkkenhave. I begyndelsen var størrelsen 2 m2, fordi jeg havde så mange mislykkede forsøg bag mig. Hvis det lykkedes at få noget som helst til at gro, og ikke mindst holde jorden fri for ukrudt, ville jeg fordoble arealet hvert år, indtil køkkenhavens størrelse var passende til vores behov, og ikke mindst mine kræfter. Så kom et længe ønsket drivhus til, og der sluttede projektet, for nu var størrelsen tilpas til den energi, jeg har at lægge derude.

I min iver efter at dele min haveglæde med andre, skrev jeg i en årrække artikler til den økologiske web havenyt.dk.  Sjældent med gode råd, for da havde jeg lært:

At andres gode råd sjældent kan bruges til noget som helst!

En sommerdag assisterede jeg min ene datter i den lillebitte have, der hører til deres storbyhus. Hun var dybt engageret i sit forehavende, og gjorte stort set alt det, jeg aldrig ville gøre. Plantede roser for tæt, proppede urter ned på et stykke jord, der slet ikke gav nok udfoldelsesmuligheder, og hun sked også højt og flot på sol og skygge. Noget jeg selv er ret omhyggelig med. Jeg behøver vel ikke nævne, at hendes møje og besvær bar frugt?

Det har taget mig mange år at erkende, at det, jeg kan i min have, i mit køkken eller i mit atelier absolut ikke er noget, andre bare kan kopiere. Ej heller omvendt!

Grønne fingre, god madlavning og håndtering af et kamera er ikke noget, man bare sådan lige kan lære fra sig. Vores personlighed, energi og ikke mindst de forhåbninger og følelser, vi lægger i vores handlinger er så stor en del af resultatet, at det egentlig er ret underligt, vi stadig slår op i kogebøger og havebøger, når vi skal hente viden om det, vi lige står med i hænderne.

Samme datter stod en dag, og så på, at jeg smeltede chokolade i en kasserolle med en lille sjat vand i bunden.

- Gud, det troede jeg slet ikke, man kunne!  Man smelter da chokolade over et vandbad!