VEJRET SOM KULTURBARRIERE

I sagens natur kan alle vejrprofeterne ikke have fast domicil i København, selvom det af og til føles sådan. Har de, der skriver vejrudsigterne mon andre til det grove, så de ubevidst kommer til at skrive vejrudsigter med blikket rettet ud ad vinduet? Det er en påstand, jeg ikke engang selv tror på, men en bedre forklaring har jeg ikke. I oktober 2015 høvlede regnen ned hele efterårsferien, kun afbrudt af kortvarige solskinsstriber.

"Det højtryksprægede vejr dominerer i resten af oktober. Der kommer kun små regnmængder og flere fine efterårsdage med sol og op mellem ca. 10 og 12 grader" citatet er sakset fra DMI en onsdag i oktober 2015. Det er næsten to år siden, men her i huset undrer vi os stadigvæk over vejrprofetierne.    

Det er ikke første gang, jeg tænker over, om der er en kulturbarriere mellem byen og landet i forhold til oplevelsen af vejret i Danmark? Nu for eksempel med hensyn til sommerhalvåret. Bymennesker forholder sig til sommervejret alt efter 1) hvornår de selv har ferie 2) om solen banker ned i hovedet på dem 24/7 i juli måned 3) om de kan sidde udendørs på caféen. Der er ikke det mindste ironi over denne påstand, det er simpelthen mine strittende ører, der har lyttet efter i timen. Blæst og regn i byen er en fornærmelse, i bedste fald en uoverskuelig forhindring, der ødelægger dagen, trods det, at de fleste tilbringer ganske mange timer bag glasruder.

Det blæser og regner også på landet, nogle dage endda i stride stænger. Vores vinduer ligner også ostehandlerens ruder fra min barndom. Vi tager vindjakker, regnbukser og gummistøvler på, og går ud i blæsten. Vi skelner imellem blæsevejr og storm, fordi vi drikker kaffe indendørs i oktober uden at klynke, og venter med at stikke spaden i jorden til den er tilpas blød, ikke for våd og ikke for tør. Vi holder øje med skyer og skelner gråtoner med stor ekspertise for undgå at spæne ud og ind med vasketøjet. Om sommeren iagttager vi skyernes vandring for at bedømme, hvornår jorden får vand nok, og det bliver nødvendigt at sætte havevanderen til. Vi jubler ikke over sol, vind og ingen vand hele foråret, fordi vi ved, at jorden udtørrer og afgrøderne - roserne især - får en elendig start. Få af os bryder os om regn i ugevis, men det er ikke en personlig fornærmelse, vi taler om konstant, ej heller råber vi  lorteland! op imod himlen. Kaffegrums er ikke et restprodukt, der ryger i skraldespanden, men opsamlingsmateriale, der smides i spand nr. 3,4 eller 5, og omhyggeligt placeres imellem jordbærplanter og nysåede rækker i køkkenhaven for at holde dræbersneglene på afstand.

Det er også herude, der findes flest af de grimme hvide plasticstole, som ikke er kønnere af at være blevet turkisgrønne. De får slet ikke patina, de bliver bare mere og mere hæslige at se på, som tiden går. Stolene er ofte placeret bag laden, eller foran huset ved siden af rosenportalen. Overalt hvor man i fem minutter kan placere sin bagdel og nyde livet, som det nu folder sig ud. At være udendørs drejer sig stort set om alt andet end at sidde. Ikke fordi havegrillen er et ukendt fænomen på landet, men husalteret er placeret indendørs, og gerne stort. Cykler man en tur i sommeraftenen er der et par ildsjæle, der tulrer rundt i deres have efter Tv-avisen, men de er få. Langt de fleste er gået indendørs, for nu skal der ses skærm!

I byerne rykker man ud – sammen med halvdelen af sit bohave. Der er køkkengrej, puder og tæpper. Stearinlys, vinflasker og IPads. Det er sommer, man lever livet og leger, man bor i Provence, i en marokkansk bjerglandsby eller drømmer om at kunne erhverve sig en sommerresidens på Mallorca – engang.

Herude på landet kan man også iagttage et snart uddøende fænomen. Damer over en vis alder på cykel. Kvinder cykler også i byerne. Ja, men de damer, jeg taler om, har for længst passeret 50+, de sidder lodret på cyklen, som har været i brug i mange år, og tramper ad sted i pedalerne langt fra alting. Der er 6 km til indkøbs­­­­muligheder, 3 kilometer fra beboelse, hvor skal de hen? De ligger ikke bagerst i et motionsløb, så de er sandsynligvis på vej til kaffeslabberas, eller har måske bare snuppet cyklen for at smutte i Brugsen efter kartofler. Mange af dem har bil, men ikke nødvendigvis kørekort. Der findes faktisk mennesker i dette land, der ikke har kørekort. Også herude hvor busserne i yderkanterne er fjernet fra kommunebudgettet, så daglig transport er et logistikproblem på linje med børnefamiliernes. Mobilitet er et samfundskrav, der tenderer det hysteriske. Under anden verdenskrig kunne arbejdsløse sendes på tvangsarbejde til Tyskland. Et totalt uhørt fænomen, men for nogen identisk med kravet fra den nuværende regering om at flytte statslige arbejdspladser ud i yderzonerne.

I sommeren 2017 har DMI udnævnt juli måned til at være den dårligst tænkelige i lang tid - uden en sommerdag, hvor temperaturen skulle ligge over 25 grader. At der så i forskellige egne af landet er målt nedbør, der i varierer fra 58mm til 102mm, og solskinstimer fra 175 til 224, var i min skoletid, noget man skulle vogte sig for at lave om til gennemsnits-statistik.  

Jeg er spændt på, om vejrudsigterne ville ændre sig, hvis meteorologerne boede ude i marsken, eller på en lille ø i Kattegat?  Nu er der sund fornuft i at flytte rundt med nogle arbejdspladser, andre kan man da godt tage sig til hovedet over. Men set fra et kulturelt perspektiv kunne det jo være, at vi kom til at forstå hinanden bedre? Er det for optimistisk? Vi stammer jo alle sammen fra landet. For blot et par generationer siden, boede langt de fleste af os herude imellem kragerne. Det kan vi jo komme til igen. Et regneark og et tryk på send knappen, kan resultere i de særeste beslutninger.

Personligt synes jeg, at i min levetid har vi brugt alt for mange penge på at hoppe frem og tilbage over kridtstregen. Den ene regering beslutter sig for at regulere landmændenes lidt for ødsle brug af stoffer, der er giftige for miljøet, og den efterfølgende regering sletter halvdelen af reglerne, eller regulerer så meget i lovgivningen, at få husker, hvad det var, der skulle reguleres. Imens hæver embedsmændene deres løn. Hvert år til julefrosten (gen)ser de ansatte måske den sketch i skjult kamera fra Sydafrika, hvor to sorte mænd antages til at pakke balloner ind i brunt indpakningspapir, og derefter knalde et stempel oveni pakkerne.  De totalt flade pakker smides derefter på samlebåndet.

Nu skal man nok ikke tro, at fordi folk bor på landet, så bruger de ingen penge på teknologisk isenkram. Det er faktisk herude, de hyler allerhøjest, hvis mobilen ikke har ordentlig dækning, eller ingen vil betale for at lægge fibernet helt ud til havkanten. Hvad bymennesker betragter som et livsnødvendigt vedhæng til deres beklædning, må man herude i yderzonerne slås mere for.

Jeg selv har ingen mobil, og skal heller ikke have en. Ydermere er jeg en af dem, der får smerter i hjernen af trådløse forbindelser. Sidste sommer kunne jeg ikke parkere min bil i Silkeborg, fordi jeg ikke har Mobile Pay, så måske bliver jeg tvunget til at cykle igen. Det kan også være et spørgsmål om tid, før man heller ikke kan tage toget uden.

Således faldt ordene forleden, da samtalen om politisk korrekthed i forhold til miljø og kørsel, drejede sig hen på transport. De fleste gange, jeg er i provinsbyen, beliggende 12 km herfra, møder jeg indtil flere af beboerne fra min egen lille landsby, der består af 16 husstande. Hver gang tænker jeg selvfølgelig, at det er helt hul i hovedet, at vi ikke arrangerer samkørsel i langt større stil. Min ven replicerede aldeles omgående

  • Jamen, det kan du jo slet ikke! Du kan jo ikke SMS’e!

Min ven bor i sine egne øjne også på landet. Men jeg ved bedre. Vi er begge tilflyttere. For mere end 30 år siden flyttede vi fra samme forstad til hver sin ende af landet. Men hun bor ikke på landet, ikke sådan rigtigt. Det kan man se på hendes tøj. Hun fyrede engang denne rammende bemærkning af

  • Altså, der var engang, hvor du altid var så smart i tøjet!

Den replik behøver ingen afkodning. Forskellen på os er ikke afstanden til butikker, heller ikke i brug af digitale hjælpe-midler (det var vel egentlig det, de var tænkt som - hjælpemidler ikke?) Næh forskellen er indkørsler.

Vi opererer forskelligt i det offentlige rum alt efter vores indkørsel. Kan man komme tørskoet over til sit brændeskur, sin dybfryser og ud til sin bil, bor man ikke helt i Udkants Danmark. Er påklædningen både ude og inde direkte afhængig af vejret, betyder det sandsynligvis, at man om vinteren ligner en posedame i gummi­støvler, og om sommeren går rundt i en af ægtefællens aflagte bomuldsskjorter og gummisko, og så har man med garanti ikke fliser eller grus i sin indkørsel. Men græs eller/og mudder, snesevis af nedtrådte stier ud til bilen, over til hønsehuset, ud til brændestablen, som forvandles til rene glidebaner i vinterhalvåret. Det påvirker i høj grad ens tøjvalg. Ork jo, der var da engang, hvor jeg trippede rundt i støvler med hæl, stramme bukser, håret klippet og sat af en rigtig frisør, og med lakerede negle.  Hvilket betød, at jeg hver morgen skulle ud ad huset i den mundering, men inden måtte skifte fodtøj og iføre mig paraply for at lukke hønsene ud, eller tage kød op fra fryseren.

Nu om dage kommer alle besøgende til vores hus trippende henad mudderstierne i fine sko og små korte jakker midt om vinteren, hvilket antyder, at de kun er udendørs i de korte minutter, hvor de forlader deres bil. Til gengæld ville de aldrig vise sig for nogen i den mundering, jeg trasker rundt i, selvom jeg er klædt på fra den pæne bunke i skabet, når her kommer gæster. De har svært ved at se forskel.

Alligevel er der en markant skillelinje imellem os, der efter at have boet på landet i 30 år, stadig er tilflyttere, og de indfødte. Folk, der har boet i bymiljøer - her skelnes ikke imellem storbyer og små for­stæder - har med i rygsækken, at sladder er noget, man helst skal undgå. Hvis man overhovedet kan. At tale nedsættende om andre giver dårlig karma.

Mennesker, der er født på landet, ville fnyse og ikke have en snus tilovers for den tankegang. Sladder? Hvis man ikke vil tale om nogen til andre mennesker, hvordan pokker skal man så holde sig orienteret om noget som helst? Sikken en gang vås. Tilbage bliver der jo ikke andet end at snakke om vejret!