LYNLÅSE OG VALNØDDER

Jeg har været heldig at vokse op i en tid, hvor genbrug, reparationer og udnyttelse af ressourcer har betydet overlevelse. Vi lærte, at man ikke smider noget væk, at møbler og tøj laves af god kvalitet, der holder og al den slags, der næsten er gået i glemmebogen. Vi er en stor gruppe, der voksede op i 50erne, der stadig holder ved, selvom vi bliver færre og færre med årene.

Forleden bad min datter om hjælp til at sortere affaldssække med børnetøj, hun havde arvet til sin datter. Tøj i alle farver og varianter, bluser, bukser, gamacher, jakker og skitøj. Bunkerne voksede omkring ørerne på os – tøj til vinterbrug, tøj til sommerbrug og den største bunke var tøj, der skulle smides ud! Det var mig, der sad og øgede bunken af kasserede klude. Jeg har mit eget tøj i så mange år, at det når at blive moderne et par gange, inden jeg kasserer det, og det er så slidt, at jeg ikke engang kan være bekendt at give det til Røde Kors. Hvor var mit genbrugs gen blevet af? Der var T-shirts med fotoprint og glimmer, bluser med hjerter og pailetter, gamacher med tryk, alt i en kvalitet, man ikke kunne bruge som gulvklude. Det var slidt helt ned, og trods få gange i brug, lignede det en bunke klude, min egen mor ville have afvist til pudseklude. Da hun blev gammel, gjorde jeg rent for hende, og var enormt irriteret over, at konen ikke ville købe gulvklude, men insisterede på at klippe alle sine slidte håndklæder i stykker, og så fremdeles.

Højdepunktet i tøjsorteringen blev, da vi nåede til vinterjakkerne - i alle former og farver. Ingen af dem så ud til at være brugt særlig meget, men lynlåsen var gået i stykker på de fleste. Borte har taget vores kvalitetskrav, alt for mange køber tøj alt for billigt, og alt for mange producenter laver tøj, der kun tåler få gange vask. Derfor sad jeg nu ved siden af en bunke tøj, der voksede i størrelse, og som vi erkendte ikke kunne leveres til en genbrugsbutik. Oh dear!

Sidste år skiftede jeg lynlåsen i min egen skidragt, det tog en krig, var dødbesværligt (foer og mellemfoer), men jeg var lykkelig, da jeg trak i dragten igen, denne gang med en lynlås af metal, der er lavet til at holde i brug. Op og ned, op og ned i en uendelighed som en lynlås skal. Nu sad vi med x antal børnejakker, der ville fryde ethvert fattigt barn i Afrika. Det er bare fire årtier siden, jeg skulle iklæde mine egne unger overtøj og bluser, jeg dårligt havde råd til. Det var dyrt, for det kunne holde til flere vintre på kælkebakken, og flere år i børnehaven. Hvad pokker er der sket siden da?

Tanken nåede da at strejfe mig, at det dårligt kunne ”betale sig” at sætte en ny lynlås i en næsten ny vinterjakke, men jeg kom da til besindelse og meldte mig ved fanerne. Pokker ta’ mig, om jeg vil deltage i det rotteræs, der hedder køb og smid væk. Vi taler ikke om recycling, men om at prioritere værdi og kvalitet. Om ressourcer. Punktum. Og jo før, vi nedlægger veto imod at købe overtøj med lynlåse, der netop ikke er lavet til at bruges, de går i stykker længe før, jakken er slidt op, begynder de ikke at producere lynlåse, der holder overtøjets tid ud.

I vores have har en person plantet et valnøddetræ for mange generationer siden. Det bærer valnødder på størrelse med barnenæver, og det tager mange uger at få høsten i hus. I hele oktober måned har huden på vores hænder farve som kaffe. På daglig basis samler vi en stor spand og skiftes til at rense - og knække – nødder. Efter års forgæves arbejde læste jeg en dag, at valnødder i den størrelse ikke kan tørres, de når at mugne inden. Så nu bliver de knækket og frosset ned. Vi er selvforsynende med valnødder, og sidste års høst var imellem 7 og 10 kilo – rensede valnøddekerner.

I mit nærområde står mange valnøddetræer, ikke med så store og flotte nødder som vores, men træerne giver stor høst år efter år. Forleden sagde en af genboerne, at det, havde hun simpelthen ikke tid til. At knække valnødder, for hvornår skulle det foregå? Om aftenen når de så fjernsyn måske?

Jeg ser for mig, den norske mand ude i vildmarken, der har bosat sig med familie, og som ejer et stort skovområde. Han havde brugt en mindre formue på at få fældet træer:

- Jeg har ikke tjent noget på det tømmer, tværtimod har det kostet os penge. Men hvad ellers? Det er jo ressourcer!

Vi forveksler nytteværdi med økonomisk udbytte. Nytteværdi er ikke i sig selv et pejlemærke, men at drage nytte af noget, kan være med til at give os et lykkeligere og mere meningsfyldt liv.