LIVET OG ISÆR DØDEN

Der tales en del om alderdom og den 4. alder. Min generation har haft mulighed for en bedre alderdom end vore forældre, en 60årig i dag anses ikke for rigtig gammel, men et menneske, der har overskud til meget mere, mange år fremover. Det er godt nyt, og endnu bedre, hvis vi droppede idéen med at anskue mennesker, som resscourcer der skal udnyttes. En del mennesker, der har passeret 60, kan godt mærke fysikken knage. Det er ikke en tilstand, der kan ændres for langt de fleste, hvor tiden er kommet til at acceptere, nu gælder det vedligehold. Følelsen af at leve et godt liv i bevægelse, hjælper en hel del på livsglæden, og  frygten for døden handler i mange tilfælde ikke om, at vi skal dø, eller hvornår, men hvordan

Siden midten af 80erne, hvor jeg gik på kurser i Kosmoscentret i København, er min spirituelle bevidsthed om vores eget ansvar for helbredelse, ubalancer, og ikke mindst at leve et meningsfyldt liv, øget ganske gevaldigt. Det er der jo ikke noget underligt i. I løbet af den lange periode har jeg via personlige kriser, og pilgrimsrejser ikke mindst, oplevet alt det uforklarlige, som nogle læger stadig betegner som fantasi eller placebo effekt. Dem om det, vi er mange, der ved bedre. Vi accepterer en virkelighed, der har så stor indflydelse på vores liv, at vi ikke stiller spørgsmålstegn ved mødet med engle eller helbredelse af fysiske sygdomme ved hjælp af healing. Vores erfaringer er, at det virker, uanset om man forstår hvordan eller ej.  

Vi har været på rejser, kurser, læst bøger, og disse erfaringer er lagt til vores forståelse af livet på en måde, vi ikke nødvendigvis tænker på det hele tiden. Pudsigt egentlig, at man kan nå til et sted i livet, hvor man ikke stiller spørgsmålstegn ved, at man kan blive healet for en hjernerystelse i løbet af et kvarter på en rejse til Ægypten, høre englesang i Kongekammeret eller se små blå lys, der sejler i hobetal oppe under loftet under en healingceremoni med Lakota indianere. Man oplever det, ergo er det virkeligt. 

Derfor begynder jeg at lægge mærke til, hvor mange af os, der drømmer om at dø stille, roligt og fredeligt en dag i vores eget hjem, mens vi lige snupper en lur eller aldrig vågner af nattesøvnen. Uden lidelser eller forudgående sygdom, vi vil bare gerne takke af.

Det er det, de fleste helst vil, og det sker ikke særlig tit. Hvorfor?

Vi kan have levet et langt liv i samklang med vores åndelige side, hvor det uforklarlige ikke bare er noget, vi tror på, men noget vi ved, og alligevel ender livet alt for ofte med frygtelige sygdomme. Hvad pokker er meningen med det? Familie, venner og naboer falder som dominobrikker for kræft i snart sagt alle former. Hvorfor kan døden ikke komme os i møde, på samme vis, som livet har gjort? Hvad er det, vi skal lære af det?

Da Bernie Siegel udgav bogen, Kærlighed, Medicin og Mirakler, i 1988, forærede jeg den til en af mine venner. Hun havde fået konstateret kræft, og jeg mente dengang, det lige måtte være læsning for hende. Hun reagerede ikke helt, som jeg havde forventet - med håb og glæde. Hun lever stadig i bedste velgående, så noget skete, men hendes reaktion dengang var, at hun kom til at føle skyld over at være blevet syg. Da Bernie Siegels bog fortalte side op og ned om vores evner til at helbrede os selv ved at ændre vores adfærd og tankemønstre, så opfattede hun, at vi også selv var skyld i, at vi blev syge. Jeg tror ikke, at alle uheld, ulykker og sygdomme er vores egen skyld, og at vi dermed har det fulde ansvar. Livet er meget mere komplekst end som så. 

I min alder, hvor døden er rykket nærmere, og dermed noget, jeg er nødt til at se i øjnene, begynder jeg at hæfte mig mere og mere ved den måde, alle rundt omkring mig dør på. For manges vedkommende er det voldsomt, smertefuldt og langvarigt. Om det er en legende eller ej, så virker de gamle indianeres måde virkelig tiltalende. At mærke livet er ved at rinde ud, sætte sig ud i det åbne landskab, læne sig opad et træ, og når man efter nogle dage ånder ud, kommer fuglene og piller kødet af ens knogler. Den vestlige verdens holden fast i det kropslige forfald, uanset hvad, virker helt forkert. Jeg kan ikke på stående fod gennemskue, hvad der ligger bag den holdning i vores kultur. Måden, vi prioriterer de gamles velfærd på, hænger ikke sammen med den mængde penge og energi, der sendes efter at holde gang i kroppen lige til det sidste. Der er noget, der ikke stemmer.

Ligesom det er svært at fatte, at den døende ofte er afklaret, og oplever sine sidste timer i lys og kærlighed trods en rædsom fysisk afslutning. Der er langt mere i livet og døden, end vi kan måle og veje, forstå og sammenfatte. Det har jeg for længst accepteret. 

Alligevel undrer jeg mig stadigvæk over, at når vi kan helbrede os selv ved at ændre adfærdsmønstre, og tænke nye positive tanker om os selv og det liv, vi lever, hvorfor kan det så ikke bare overføres til vores måde at dø på?