I SIDSTE ENDE HANDLER ALT OM RESSOURCER

Jeg kan stadig huske, da jeg for første gang havde råd til at købe en flyverdragt til min 4 årige datter. Glæden over at pakke hende ind til endnu en tur i vintervejret, tilfredsheden med at sende hende i børnehave i et udstyr, jeg vidste, ville holde hende varm og tør, og ikke mindst lykken ved at kunne passe ordentligt på mit afkom.

Jeg er vokset op i 50erne, hvilket man kan sige meget dårligt om. Det er ikke en tid, jeg ønsker tilbage, til gengæld lærte vi at passe på ressourcerne. Indrømmet, noget mere heldigt end andet. Jeg husker desværre stadig, at min altid ressource-bevidste mor en dag havde fået den geniale idé at sy sin egen frakke om til sin teenage datter. At jeg ikke har taget skade af, at blive sendt i skole med en meget smukt forarbejdet, vinrød frakke med lange slidser i ærmerne og manglende krave, er besynderligt. Udstyret med hjemmestrikkede sorte fingervanter op til albuerne, og en sort halsedisse. Hele sættet blev akkompagneret af min mormors aflagte crepestrømper, som på mine tynde 14 årige ben hang i ål. Sættet i sig selv var smukt forarbejdet, for min mor var fantastisk dygtig til alle former for håndarbejde, men selv på en 50 årig kvinde, ville det outfit have vakt opsigt. Pengene var knappe, og dengang lappede man de tykke, hudfarvede crepestrømper, som var den solide og billige udgave af nylon, som de andre på min alder gik med.

Selvfølgelig kom der en reaktion, jeg var ikke anderledes end andre unge, da jeg fik min første månedsløn. Til gengæld skulle der ikke gå mange år, før opdragelsesmønstret sejrede. Jeg blev en af de mange, der ikke kunne slippe tankegangen om genbrug. Det lå i generne, og blev mere end brugbart, da vi var under uddannelse, og senere igen valgte jobs, hvor lønnen ikke var særlig høj.

Egentlig var det jo bare at fortsætte stilen hjemmefra. Købe brugt og reparere. Jeg husker især 70erne for de tilbage-vendende besøg hos trælasten. Vi må have været en væsentlig årsag til spånpladeindustriens fremgang. Hvad man ikke kunne lave af møbler, hvis man havde giftet sig med en handyman med adgang til ordentligt værktøj. Det var før, mændene kunne strikke, sy og lave mad. Selv kom jeg aldrig helt overens med at save lige, håndtere en skruemaskine eller bore i betonvægge. Til gengæld lærte jeg at male! Vægge, udendørs og indenfor. Møbler, vinduer og døre. Plus den lidt oversete geschäft at fortsætte, hvor mine formødre slap. Jeg kunne/kan både sy, strikke og reparere. Sylte og lave mad i stride stænger. Ved siden af mit lønarbejde, forstås.

bord sammensat af 3 forskellige arvestykker

husflid fra forrige årtusinde

min morfars hjemmelavede sofabord - nymalet

 

Det er færdigheder, der kom mig til gode, da jeg langt om længe besluttede, at kunsten skulle være, om end ikke min levevej, så min vej i livet. Hvilket for langt de fleste betyder, at økonomi er noget, man kommer til at slås med. Med andre ord, man lærer at klippe en hæl og hugge en tå. Med tid, energi og materialer. Jeg glemmer aldrig, at jeg engang har sagt nej til at udstille på Nationalmuseet, fordi jeg ikke havde råd til hverken at fremkalde billeder eller købe rammer. Jeg elskede historien om maleren, Carl Henning Petersen og hans kone, Else Alfelt, der på skift ryddede spisestuen i den toværelses for møbler, så de kunne male. Imens gik den anden rundt i byen med barnet. At være så dedikeret til kreativitet var lige mig.

Alle de tanker fiser igennem hovedet på mig, når vi taler om bæredygtighed. For selvfølgelig kan vi ikke forbruge som svin over hele kloden. Plastic i havene og al det der. Forbrug og bæredygtighed hænger sammen. Og her er det, glæden kommer ind.

At reparere ting og tekstiler ligger i mine blodbaner, men forleden, da jeg sad og stønnede over, hvor hårdt det er for hænderne, at sy med en skindnål og et fingerbøl (er der overhovedet nogen, der bruger fingerbøl mere?) kom tanken igen. Hvorfor gør jeg egentlig det her? Hvorfor sidder jeg igen og reparerer mine lammeskindssutsko?

lammeskindssutsko med nye såler

den allestedsnærværende plastic lynlås skal udskiftes

kasseret sysilke - stillet diskret til side på genbrugspladsen

Hvorfor er jeg blevet en person, der nærmest falder i svime over butikker med metallynlåse? Nu vi taler om forbrug, hvorfor bliver det ikke forbudt ved lov (jeg mener, vi forbyder rask væk alt muligt andet), at bruge plasticlynlåse i jakker og bukser? Når vi ved, at de altid går i stykker længe før, stoffet er mørt af brug? Hvis vi kan lave kampagner imod madspild, garanterer jeg, at en kampagne imod brug af plasticlynlåse i tekstiler ville give pote!

Det er blevet en vane, og en god en. Aldrig at kassere noget, der kan forvandles til noget brugbart. At reparere det, der er gået i stykker. Vi taler lige for tiden en del om, at dårlig samvittighed hos forbrugerne ikke skaber forandringer, det gør gode erfaringer og gode resultater derimod.

Siden jeg var ung, og afhængig af at bruge mine tillærte evner, har meget forandret sig. Vi kan købe stort set hvad som helst til ingen penge. Mad, dimser og tøj. Vi kan bruge det i kort tid, og smide det ud, fordi det enten er gået i stykker eller fordi der er kommet noget sjovere på markedet. Men glæden varer kort, og er slet ikke den samme, som at kunne håndtere værktøj, male et møbel, sy et par bukser eller reparere sin sutsko. Ligesom i haven, hvor man ikke skal sætte timeløn på sine glas med syltetøj, drivhusagurkerne, de hjemmedyrkede tomater eller jordbærrene, kan det heller ikke nødvendigvis svare sig at reparere sit sengelinned, sy en ny lynlås i sin skidragt eller reparere sin egen hoveddør.

På kort sigt er den økonomiske gevinst ikke stor, men på længere sigt er det sund fornuft, at alle vore tekstiler ikke er forarbejdet i Kina, men af syersker, der dels får en ordentlig hyre med gode arbejdsforhold, og dels leverer et produkt, hvor det giver god mening at forlænge holdbarheden ved at reparere det. 

Bæredygtighed er mange ting. Fra at stoppe madspild, genoverveje de mange flyrejser, omgå EU krav til lige agurker og ens tomater, samt at reparere ting, der er gået i stykker. Jeg ser for mig, at udover al den plastic, der flyder rundt i verdenshavene, må der på lossepladserne ligge tonsvis af kasserede fleecetrøjer, jakker og skidragter med plasticlynlåse, der er gået i stykker.

At forholde sig til ressourcer er en stor glæde, der ikke blot kan forklares med sund fornuft. Det føles også som at tage livet tilbage.