HVOR BLIVER GLÆDEN AF?

Jeg har hele mit liv haft et speget forhold til glæde. For mange år siden deltog jeg i en kursusrække, der via meditationer fik deltagerne igennem alle livets faser fra fødsel til død – (at give slip). Jeg oplevede til min overraskelse, at jeg blev født ind i glæden, så at sige, med den lille forhindring, at imellem mig og glæden var en membran. 

Den oplevelse har siddet i mig lige siden.Jeg er en af de heldige, der har forholdsvis nemt ved at glædes over store hændelser i verden (og dem er der ganske mange af) og små oplevelser i hverdagen. Alt lige fra Obamas indsættelsestale i 2009, det bølgende lykkelige menneskehav på Tahirpladsen to år senere, til de første udfoldede tulipaner eller det kæmpekram af gensynsglæde, jeg udveksler med mine børnebørn, kan få glædestårer til at pible frem. Valgmulighederne er mangfoldige. Taknemlighed fører ofte til glæde, og jeg mærker den hver gang, jeg skovler en trillebør med hestemøg fra naboens økologiske jordbrug over i min køkkenhave. Et livs erfaring har lært mig, hvor mange hverdagsglæder vi alt for ofte glemmer at fryde os over, indtil de en dag ikke er der mere. Jeg har det som de fleste, forandringer er mere end velkomne, bare helst ikke i mine omgivelser.

I min generation har kun ganske få af os vore forældre endnu, hvilket har givet os adgang til en læreproces i, hvordan man kan blive gammel. Der er sandelig stor forskel, jeg taler ikke om sygdom og død, men om adfærd og psyke i de år, vi har tilbage. Den sidste tid kan spænde fra glæde og tilfredshed med det liv, folk har levet og til fortrydelse, bitterhed og sorg. Hvilket betyder, at der ikke kan opstilles kriterier for en generation, et køn, sygdom eller noget som helst andet. Følelserne for det liv, vi har levet varierer fra person til person.

Hvis beskrivelsen af os i medierne står til troende, er vi et ret skuffet folkefærd. Billedet af danskerne fremstilles ofte som mennesker, der er utilfredse med systemet, politikerne eller livsvilkårene generelt. Det tror jeg ikke på, snarere at det er nemmere at komme til orde med utilfredshed. Hvis et nyhedsmedie har valget imellem at fortælle om en glædelig begivenhed eller en konflikt, er valget givet på forhånd. I længden giver det jo et skævt billede af vores liv, og er måske ovenikøbet med til at skubbe så meget til den ene side, at det ligger mere til højrebenet at udtrykke sin utilfredshed end det modsatte?

Vi er – mig selv inkluderet – måske for hurtige til at opsnappe holdninger udtrykt i medierne og gøre dem til vores. Hvad nu hvis alle de opdateringer og fotos på Facebook og Instagram betyder, at der rundt omkring findes mennesker, der forsøger at give et bud på den lykke, de føler her og nu? Alle de fotos af kager, solnedgange og måltider, der står i kø for at beskrive en glæde, afsenderen føler lige her og nu, kan jo være et bud på udtryk for en glæde, vi ikke så ofte deler i det offentlige rum.

Hvis kunst og kultur er en afspejling af vores liv og dagligdag, siger jeg tak for kaffe. Vi skaber mere litteratur, film og billedkunst end nogensinde, og forholdet imellem glæde kontra ulykke/sorg/mismod er 1:100 – sådan rundt regnet. Livsglæden kan pakkes ind i konkurrencer, og få chancen i den bedste sendetid, ellers er det benhård forretning at sælge glæde.

Men passer det? Hvor bliver den kunst af, der beskriver glæden og lykken i livet? Det kan da ikke blive ved med at blive betragtet som useriøst? En trøst er, at jeg kan mærke, vinden vender, for vi er nået et mæthedspunkt. Ikke, at vi skal undlade at beskrive det svære liv, men hvorfor skal vægten ligge i den tunge ende? Hvordan hænger det i øvrigt sammen med, at danskerne er udnævnt til et af verdens lykkeligste folkefærd? Hvorfor får al den skuffelse og smerte så urimelig meget plads?

Jeg må også gribe i egen barm, og jeg tror, vi simpelthen ikke har lært at rumme glæden. Langt tilbage i tiden, har mennesker måtte kæmpe for mad på bordet og penge til de daglige udgifter. Alle klodens beboere har endnu ikke nået det niveau, vi har, men de er også på vej. For selvfølgelig vil alle gerne leve et liv i nok! At nok så i store dele af den vestlige verden er endt med et liv i overflod, skulle vel egentlig bare skærpe glædesfølelsen? Og det gør den selvfølgelig ikke, hvilket mange andre folkeslag kan fortælle os, men det lytter vi ikke til. I hvert fald ikke i en grad, så vi føler trang til at ændre på de store linjer, forstås!

En af de gaver, sensitive mennesker som jeg, er født med, er evnen til at mærke forandringer på vej. Det har taget en hel del år og ganske mange kampe, før jeg er endt med at betragte det som en gave. Derfor tror jeg, at vi i disse år har chancen for at gribe fat i glæden.  Elizabeth Gilbert’s bog Big Magic (ja, det er hende bag bogen/filmen Spis, Bed og Elsk) handler om, hvordan hun oplever kreativitet lig med skabelse, som en energi, der flyder rundt omkring os alle, og slår sig ned hos dem, der evner at gribe ud efter den. Jeg oplever både kreativiteten og glæden på samme måde. For nogle helt klart sværere end for andre. Men det er en energi, der er til rådighed for alle, ikke en energi, nogen har copyright på.

Det svære valg er den enkeltes. Ingen af os slipper igennem livet uden sorger og bekymringer. Men måske kunne man studere dem, der tilsyneladende glider lettere igennem tilværelsen, fordi der er noget, de gør anderledes?

Jeg er nået frem til, at det må være en vanesag, noget der kan trænes. Groft sagt, og uden at missionere! Det tror jeg er vigtigt. At vi ikke, hverken religiøst eller fanatisk med nogen form for sandhed, bør betragte det som en livsopgave at fortælle andre, hvordan de finder lykken. Det nævner jeg, fordi jeg i radioen forleden hørte en teolog sige, at der er to måder, hvorpå man kan vise verden, at man synes, man har fundet sandheden. At forkynde budskabet, eller opsøge folk og fortælle dem om det. Jeg er meget uenig, for hvis du skulle være så heldig at have opdaget den sande tilgang til livet og føle dig lykkelig med det, så garanterer jeg, at det overhovedet ikke er nødvendigt at presse folk op i en krog for at fortælle dem om det. Du skal såmænd bare leve det, du siger, og dine omgivelser vil 100% sikkert reagere på det. De vil tiltrækkes af det. Hvis der endelig skulle være nogle, der har lyst til at skrige, lover jeg dig, de vil gøre det alligevel. Med eller uden dit vidende.

Jeg tror, vi er havnet i en tidslomme, hvor glæden står og banker på, og forsøger at gøre os opmærksomme på, at det bare handler om at gribe fat. Det er noget, de fleste af os skal lære, ligesom at vænne sig til at blive elsket, hvis man har haft en pauver barndom. Som at få sit ønskejob, hvis man har været arbejdsløs i årevis. Eller efter mange års forgæves forsøg, pludselig blive gravid. At kunne smage forskel - Ikke bare på gode råvarer, men også på, hvordan glæden egentlig føles.

Vi lever på en plet i verden, hvor de fleste af os ikke behøver kæmpe for at få mad på bordet,  få venner, have gode naboer, eller at vores børn får gratis undervisning. Vi kan droppe idéen om, at lykken dukker op, når alt er 100% perfekt, det projekt er næsten dømt til at mislykkes. Glæden er en form for god vane, vi bare ikke har lært endnu.

For den hænger jo sjovt nok ikke sammen med materielt forbedrede vilkår, godt helbred, hus og have eller mange venner. Andre folkeslag kan vise os, at det handler mere om indre ro og accept, end noget andet. Spirituelle vejledere har altid sagt, at vi ikke behøver jagte lykken udenfor os selv, men i stilheden finde glæden indeni. En spirituel udvikling er en individuel proces, hvor forandringens vinde, jeg fornemmer, er kollektiv.

Det går ikke altid som fremtidsforskerne spår. Der er mange tegn på, at landbrug og virksomheder ikke over en kam bare bliver større og større – se blot på hvor mange mikrobryggerier, små produktionsvirksomheder og mindre mejerier, der er dukket op indenfor en kort årrække. Big er ikke altid Great. Jeg tror heller ikke på tesen om, at størstedelen af os i fremtiden kommer til at bo i byer, og derfor skal udviklingen tage sigte på det. Eller at teknologien sejrer ad helvede til, og vi en dag ikke kan kende forskel på, om naboen er en robot eller et menneske. Al udvikling går til yderligheder, før den finder sit rette leje. Ingen af os kan spå om, hvordan vi mennesker reagerer på udviklingen. Vores reaktioner er vores følelser, og før eller siden reagerer vi alle sammen på at føle os fremmedgjorte. Enten ved at blive syge eller ved at træffe nye valg.

Jeg er ret sikker på, at langt flere mennesker end vi tror, lige nu reflekterer en hel del over, hvorfor de ikke føler sig mere lykkelige med alle de goder, de omgiver sig med, og har kæmpet for. Vi har ikke lært at rumme glæden, men det gode er, at jeg tror, vi er ved at lære det.