HVAD ER PRISEN?

DI-GI-TA-LI-SE-RING er et ord, ingen kan udtale fejlfrit efter en våd julefrokost. For ikke mange årtier siden ville vores forfædre med en lakonisk spytklat på jorden spørge: Hva´kå´ster´n? Enhver idiot vidste, at spørgsmålet ikke blot kunne besvares ved at nævne beløbet.

Vi har taget hele pakken til os, unge og gamle, uden skelen til uddannelsesniveau eller pengepung. Digitalisering er fremtiden, omkostningerne ringe, og de få analfabeter, der er 65+ kan lære det på biblioteket. Både at maile og bruge Internettet, hvor svært kan det være?

Danskeren, der ændrede verden er en dokumentarfilm instrueret af Liv Thomsen:

I 2013 var det 100 år siden Niels Bohr udviklede sin geniale atommodel. Den står i dag som en af de mest banebrydende opdagelser i verdenshistorien. Hans atommodel er indirekte forudsætningen for atombomben, men også for de computere, lasere og mobiltelefoner, moderne mennesker er afhængige af i dag. Al informationsteknologi er således vokset ud af Bohrs opdagelse i 1913, og man anslår, at en tredjedel af verdensøkonomien hviler på kvantefysikken.”

 Vi får tudet ørerne fulde om, at vi ikke kan sætte udviklingen tilbage. Men udviklingen er ikke en naturlov, der kører af sig selv. Ej heller et generationsproblem, men et spørgsmål om værdier. Det er oppe i tiden at diskutere indenfor enhver families rammer, hvilke behov der fremmer den lille gruppe menneskers vækst i et omfang, så alle medlemmerne trives. Både i forhold til arbejdsvilkår for de voksne, den samlede økonomi, familiens bosituation samt hverdagslivet for alle enkeltindividerne.

Der bliver skrevet bøger, lavet radioudsendelser og tv programmer om vores tidsforbrug, vores madvaner og energi i forhold til ønskerne om at leve det gode liv. Det er gud hjælpe mig også en trend at meddele omverdenen, hvis vi ferierer off grid. Noget vores forældregeneration ville være måbende overfor. Hvorfor i alverden skulle man dog bruge penge på at rejse udenlands, hvis det ikke netop var for at komme væk fra hverdagslivet?

Nu er det jo ikke alt, hvad den forrige generation sagde, der var lige klogt. Det samme kan man sige om nye opfindelser. En pc, der står hjemme på et skrivebord, er en skøn opfindelse, men fordi den er blevet overhalet indenom af alskens teknologi, der er så smart, at det kan bruges, bliver det ikke en nødvendighed.  Jeg kender ingen, der vil undvære en vaskemaskine – hurra for endnu en god opfindelse – men jeg putter hverken min hund eller min gulvspand derind, fordi den kan komme igennem lågen.

Et eller andet sted undervejs løb teknologien af sporet, det er sandsynligvis regnedrengene, der har været på spil igen. Hvem har lyst til at lade hele sit liv styre af, hvad der økonomisk set  bedst kan betale sig? Omvendt, hvem prioriterer at holde ind til siden, og spørge sig selv: Har jeg brug for en ny mobiltelefon, der kan indstilles, så den fløjter efter min hund, sætter vand over til kaffe, og automatisk bestiller tid hos min frisør? Har min familie brug for en skærm i hvert eneste rum i huset, og hvorfor egentlig?

Her i år 2018 skal alle husstande for himlens skyld digitaliseres. Al kommunikation imellem borgere og det offentlige foregår via en skærm, og bankerne tvinger næsten kunderne til at bruge netbank, nøjagtig som de for få år siden proppede dankortet ned i halsen på os. Moderne tider er kommet, og det er ikke for sjov. Hvordan kan det være acceptabelt, at vi bliver tvunget til at købe og betale for drift af en mobiltelefon (jeg taler ikke engang om mobilstrålingens konsekvenser) for at kunne parkere vores bil i en dansk by? 

Vi accepterede konceptet, at alting blev nemmere, når vi selv skulle klare bankforretninger, skatteberegninger, indkøb og alle de gøremål, vi engang i fortiden styrtede rundt og brugte tid på. Nu skal vi bare trykke på nogle taster, så kører det. Og alle de rare penge, vi sparer!

Hånden på hjertet, kan du svare ærligt på følgende:

Hvor mange timer om måneden bruger du på at tjekke Intranet på skoler, fritidshjem og børnehaver?

Hvor mange timer bruger du på at finde rundt i din egen selvangivelse på nettet, hvis du ikke allerede har givet op, og betalt dig fra det?

Hvor lang tid tager det at maile eller ringe til en offentlig instans for at få svar på et spørgsmål, der ikke dækkes af de standardsvar, kommunen, skattevæsenet, elforsyningen eller vandværket har lagt ud?

Hvor mange gange klør du dig i håret, og råber ud i et tomt rum, når du for x gang har forsøgt at købe noget på nettet, og handelen bare ikke vil gå igennem?

Og har du lagt mærke til det snigende skift, der er sket i samtalerne med arbejdskolleger, venner og familie

Så tastede jeg beløbet ind, og trykkede på enter, og så dukkede der et spørgsmål op på skærmen, jeg allerede havde svaret på, og så

Ja, hvad gjorde du så? Vil de fleste af os gerne vide, for vi har også siddet der – mange gange.

Følgende to eksempler er hentet fra den virkelige verden, og hvis du ikke skriger af grin, græder du sandsynligvis. En af mine venner fik i sin e-boks et brev fra kommunen, og da der hverken var hoved eller hale i det brev, ringede hun modigt derned, vel vidende at det her, det tager tid. Langt om længe kom der en levende person i røret, som påstod følgende

Altså, der må være vedhæftet en fil til det brev!

Nej, det er der ikke.

Jo, det må der være!

Nej!

Jamen så må du vente til i morgen, så kommer den nok.

Min egen IT uddannede ægtefælle fik forleden ramt en Google reklame/spam på TechRepublic.com. På perfekt dansk blev der lokket med et hurtigt, stort afkast på bankkontoen, hvis man brugte et system udviklet af Stephen Hawkings. Nu er min mand langt fra dum, men han undrede sig over, hvordan sådan en reklame kunne havne på et velrenommeret websted. Og hvordan får man det stoppet?

Og så videre. Og så videre. Du kan højst sandsynligt ligeså mange, langt ude, historier. Men hvorfor sker der så ikke noget andet? Hvorfor protesterer vi ikke? Hvorfor har vi blot et skuldertræk tilovers for, at det Internet sniger sig ind på vores liv i et ukendt, ubegrænset omfang, som ingen, trods påstande om det modsatte, kan kontrollere? Mærsk blev hacket i sommer, så der stod containere over hele verden og stegte i solen. Danske Bank er blevet hacket, Pentagon og et dansk ministerium. Alle bedyrer bagefter, at, nu er der rettet op på fejlen, og nu skulle det ikke kunne ske igen. Jamen altså, hvor dumme tror de, vi er?

Glem al det vrøvl med alder og gennemslagskraft. De unge er ikke et hak bedre end alle os andre til at gennemskue hele den bagvedliggende verden. Børn og unge kan være superskrappe til at håndtere bestemte opgaver, men det er en lodret løgn, at de skulle være bedre end os andre til at gebærde sig rundt i det digitale univers. Hvorfor skulle vi ellers gang på gang få at vide, hvor vigtigt det er, at forældre holder øje med børnenes adfærd på Internettet? Hvor bruger vi mere og mere tid foran skærmen på at tjekke nøjagtige webadresser, og gebærder os kun rundt på nettet med øjne på stilke og dunkende hjerte af alle de kopper kaffe, man er nødt til at indtage for ikke at trykke på en forkert tast? Eller hoppe på en spam mail, der virker sand, men er skabt for netop at snyde dig og alle de uopmærksomme for penge eller personlige oplysninger?

Alle vil sige, at digitaliseringen er kommet for at blive, du kan ikke skrue tiden tilbage, og så slemt er det nu heller ikke. Vi har valgmuligheder i dette land. Hele vejen fra banken og hen til pc’en. Jo flere, jo bedre.

Vi har for længst glemt gutten med spytklatten og spørgsmålet - Hva’ kåster’n? - og misset det underliggende spørgsmål

Hvad er prisen?