HVAD ER DET, VI SAVNER?

Af og til føler jeg mig tung i optrækket, hvis jeg læser/lytter til medierne – jeg kan jo risikere at ramme nyhederne. For eksempel studsede jeg, da jeg i radioavisen skulle høre om en sommerhus­udlejer, der afkrævede en person et stort beløb for et energiforbrug, så den utilfredse kunde måtte betale 500 kr. for meget. Helt ærligt! Er det en nyhed? Hvorfor hører vi ikke om, hvordan det spænder af med integrationen i Columbia, hvor fjenderne har nedlagt våb-nene efter at have bekriget hinanden i en menneskealder? Er det stadigvæk kun en nyhed, hvis narkohandlerne slår til? 

Kloden er midt i en kæmpe forandringsproces. Overalt har mennesker taget en sag i deres egen hånd, ignoreret poli-tikeres mangel på beslutsomhed, og er bare gået i gang. Heldigvis for os danskere, er det muligt at se dokumentar-udsendelser på en ”public service” kanal om individer, der for eksempel er gået i brechen for at fjerne reklamer i det offentlige rum. Det sker ikke kun i USA, men også i Dan-mark. Juhuu! Hvem skulle nu have troet, det var muligt?

Det, der ellers tit skaber mismod hos os, er, at vi ikke noterer de store forandringer, der sker på lang sigt. Vi ønsker forandring her og nu, selvom det sjældent forekommer.  

I min barndom i 50erne ville ingen have troet på, at vi ca. 50 år senere havde forbudt tobak i det offentlige rum, eller at et begreb som alternativ energi skulle blive en del af vores ordforråd. Der er mange andre gode resultater, vi har opnået, fordi vedholdende mennesker har set det som en af deres livsopgaver at kæmpe for noget godt.

Tænk på, hvor få år, der er gået, siden de første økologiske pionerer lød deres røst høre, og så nu, hvor selveste Coop har gjort økologi til en mærkesag, de gerne står på mål for. For knap 25 år siden havde vi inviteret nogle håndværkere på kaffe, og de var nær skvattet ned af stolene over de idioter, der satte en liter øko mælk på bordet. De grinede, lettere hånligt over, at nogen kunne hoppe på den limpind. Så midt i alt det, vi risikerer at miste, kunne vi fokusere på alt det, vi har taget tilbage.

Det er ikke tilfældigt, at Bonderøven er et af de mest sete programmer i DR. Heller ikke, at det er blevet trendy at dyrke urter på altanen, have tomatplanter i sin baghave, eller at slå håret helt ud og flytte på landet for at blive selvforsynende. Det sidste ikke helt så enkelt, som det kan fremstilles. Jeg ved det, for jeg har både haft dyr og dyrket grøntsager i mange år. Men mindre kan også gøre det. Jeg bliver helt varm om hjertet, når jeg ser mine udearbejdende, travle døtre sidde og nørkle med et strikketøj. Vi strikkede også i min ungdom, mens det at være køkkenskrivere ikke var det store hit, men noget få af os dyrkede mere eller mindre i det stille. Dengang blev det ikke taget med i en beskrivelse af mine kompetencer. Jeg tror, at jo længere vi fjerner os fra skabelsesprocessen, jo større er risikoen for et ulykkeligt liv.

Nu mener jeg ikke, at rengøring er med til at holde liv i lykken, til gengæld er jeg ret sikker på, at jo mere vi udliciterer hverdagens arbejdsopgaver for at koncentrere os om vores lønarbejde og forkæle os selv i fritiden, jo mere fjerner vi os fra et indhold. Der kan jo også komme en tid, hvor alle indere og kinesere har rigeligt arbejde i at klare deres egne fornødenheder, og vi ikke mere kan slippe for alt det, vi anser for manuelt og kedeligt arbejde. Indrømmet, det er ikke alle manuelle opgaver, jeg går til med lige stor glæde. Men hvor går grænsen?

Tilbage i 50erne var det at få nye gardiner en stor udgift på budgettet. Dengang kunne ingen bare fise en tur i Ikea eller bestille færdigsyede gardiner på nettet. Det krævede et besøg af en gardin(mand) og et stort greb i sparebøssen, hvis man ikke havde overskud til at sy dem selv. Mit ene barnebarn spurgte vild af forundring, om jeg selv havde syet mine nye gardiner? Og han er endda søn af en dygtig handyman. Manuelle opgaver kræver tid, og tid er ikke det, børnefamilier nu til dags har mest af. Mange klipper en hæl og hugger en tå. Jeg ser til med en klump i hjertet, for hvor risikerer vi at miste meget.

Men det er glædeligt, at både havedyrkning, mad lavet fra grunden og strikning er blandt de dyder, det er blevet in at vise verden. Ikke som statussymboler, men bare rene glæder omkring kreativitet, og ikke mindst bevarelse af evnen til at håndtere simple hverdagsopgaver. Ifølge min verdensanskuelse er det helt i pagt med skabelsesprocessen at være i stand til at skabe og reparere det meste af det, vi omgiver os med. Hvem har ikke stået og frustreret gloet på sin el-tandbørste, der står af midt i det hele, og man ikke har mulighed for at udskifte den dims, der er anbragt indeni med en tidsbegrænsning? En tandbørste!

Det er nu engang livsbekræftende at kunne gøre mange ting selv. Og ikke blot forlade sig på, at andre længere nede i hierarkiet (det altid er det manuelle arbejde, der står nederst på ranglisten) skal udføre det for os. Hvornår har du sidst været rigtig glad for det arbejde, en lønnet person har udført i dit hjem? Får den person, der gør rent på dit badeværelse og i dit køkken samme hyre, som den håndværker, der kommer og fikser din kloak?

Jeg ønsker os ikke tilbage til 50erne, men i mange henseender var det en rigtig god idé, at man lærte at lave tærtedej, dyrke grøntsager, rense køkkenvasken, male hoveddøren, sy et par bukser, lave sin egen havelåge, håndskrive et brev, køre bil uden automatgear, finde vej uden GPS, strikke en trøje, tegne en blyantstegning, stryge en skjorte, tilføre jorden i køkkenhaven naturlige næringsstoffer, respektere plante- og dyrelivet, gøre rent, forarbejde råvarer, udskære en halv gris/kvart kalv eller rense fisk med mulighed for at leve et liv i sorg og glæde uden stimulanser. At passe spædbørn, køre på cykel eller skrive blindskrift på sin pc - i enhver Stillekupé kan man høre mennesker gå til angreb på sit tastatur - helt ærligt, hvorfor er det blevet umoderne?

Jeg vil vædde med, at vi ville blive en hel del gladere alle sammen, hvis vi kunne fjerne idéen om, at det dels er den kreative klasse, der skal have de højeste lønninger, og dels får mest prestige. Selv jeg hører ikke til i den kreative klasse, selvom livsstilseksperterne nok ville anbringe mit hjem i det segment.

Når det er lønningsdag i vores lille provinsby, er der ekstra travlhed i butikkerne. Hylderne bugner, og personalet kunne snildt have brug for rulleskøjter. I 1981 var jeg med min familie på rejse i Polen. Et syn jeg aldrig glemmer, var små supermarkeder med tomme hylder overalt, bortset fra syltede rødbeder og brødkøer så lange som et ondt år. Det var udbuddet. Rødbeder og brød. Så ikke nok med, at vi kan være super taknemlige for alle de mennesker, der går rundt med rygsmerter og dyrker vores mad, så skal den jo også stables op på hylderne. Jeg tror, de mennesker er trætte efter arbejdstid. Meget trætte. At deres lønninger så afspejles i den manglende prestige ved bl.a. påpege, hvor stort et ansvar en leder, hvor som helst, har, og at det bør vise sig i lønningsposen, kan vist siges med få ord:

  • Prøv lige at sige til en asfaltarbejder eller en børnehavepædagog, at de ikke skal ta' ansvar.

Tænk hvis vi ville udtrykke glæde over vores landmænd, vores murere og tømrere, skraldemænd, den lokale malermester og postbuddet. Tænk hvis vi betalte frugtplukkere, rengøringspersonale i togene og bagerjomfruer det samme i hyre som alle dem, der sidder og hakker i et tastatur. Tænk i det hele taget, hvor dejlig vores fremtid kunne blive, hvis vi kunne indse, at ingen er uundværlige, men alle er vigtige for helheden.