Rosen Decorat Freude

ER KUNSTNERE MERE ULYKKELIGE END ANDRE?

Jeg vil gerne have gode nyheder. Hver dag. Fortællinger om noget, der lykkes for ganske almindelige mennesker. Forbilleder, der viser veje og gode måder at tackle problem­stillinger på. Jeg savner en dansk Oprah Winfrey. Blandt andet.

I 80erne deltog jeg i en Børneteaterfestival, hvor Jytte Abildstrøm forsøgte at skabe lydhørhed for eventyrets betydning for børn. For håbet og glæden ved livet. Jytte mente, at børn for at overleve, netop havde brug for eventyret og magien i hverdagen, fremfor at blive stopfodret med socialrealistiske problemstillinger, som de fleste af teatergrupperne dengang serverede for børn. Tiden har indhentet hende, må man sige. I de voksnes verden ikke til det bedre.

Nu er kunsten et meget penibelt emne at diskutere, hvis man vil hindre andre kunstnere i at udtrykke det, de har på hjerte. Det opfattede jeg ikke dengang som Jyttes ærinde, og det er heller ikke mit. Men kunsten er en magtfaktor, man ikke skal ignorere. Hvis du spørger en forfatter eller en skuespiller, om de føler sig magtfulde i deres job, vil langt størstedelen svare nej. Ligesom kunderne i Brugsen heller ikke nødvendigvis forstår, at de har en vigtig rolle i forhold til det, de lægger i indkøbskurven. Men noget af det første diktatorer gør, når de er kommet til magten, er at lukke munden på kunstnerne. Brænde bøger, fængsle dem eller forhindre adgangen til kommunikation med verden. Det ville være unødvendigt, hvis kunsten ikke har stor betydning for vores opfattelse af virkeligheden.

Der er ikke noget som forbrugere og deres holdninger, der kan få virksomheder til at spærre ørerne op, selvom vi enkeltvis kan føle os totalt magtesløse, når vi som kunder kun kan købe mobiltelefoner, el tandbørster eller en opvaskemaskiner med kort indbygget levetid.  

Når jeg ser godnat film med mine store børnebørn, vælger vi at se Otto er et næsehorn eller Peddersen og Findus fremfor at se film om startvanskeligheder i skolen eller skilsmissebørns problemer. Vi ved, filmen ender godt, og som Henrik Lykkegaard sagde om at være skuespiller i Bamses univers, så er det ren fryd og glæde. Bagefter kan de voksne så vælge imellem en krimi, en dokumentar om tvangsprostitution eller slå over på nyhederne. Alt til fadet i gys og gru øger underholdningsværdien i de små hjem.  Det er som om, underholdning og seriøs kunst helst skal få nerverne på højkant, inden vi dratter om, og forsøger at få søvnen til at indfinde sig.

Min ene datter, der er cand. mag i pædagogik, siger med træt stemme, at hun simpelthen ikke orker at læse romaner om folk i krise, folk med store problemstillinger og uløselige konflikter i livet derudaf. Som udearbejdende småbørnsmor vælger hun gamle engelske krimier, Bonderøven og Brdr. Price. Det forstår mormor’en godt! I P1 eftermiddag var der et indslag om danskernes fravalg af dramaserien Broen til forskel fra Den store Bagedyst, hvor sidstnævnte har mere end 1 million seere. Det vil kunstnere og producenterne bag Broen jo gerne lære noget af, men jeg tror, de ender med at konkludere alt for snævert. Jeg ville selv forfalde til at se bage programmer, og det er ikke fordi, de er spændende, eller har indbygget dramatik.

Det giver ikke nødvendigvis et sandfærdigt billede af en million menneskers motivation at lade få personer konkludere en sammenhæng ud fra et faglig perspektiv. Jeg tror nemlig, rigtig mange af seerne har samme indfaldsvinkel, som jeg selv. Det handler om glæde, det handler om hverdag, det handler om almindelige menneskers kreativitet. Og ikke mindst ved vi, at man kan sove bagefter. Hvis man vel at mærke husker at slukke inden Tv-avisen.

Uden at have lavet en decideret statistisk undersøgelse, vil jeg påstå, at langt den største del af de seneste års film, bøger og teaterstykker handler om kriser, konflikter, vold og ufred. Hvordan skal vi inspireres til at ændre på umulige livs-betingelser, hvis stort set alle indtryk og information styres efter devisen farlig, frygt og konflikt?

Hvor skal håbet komme fra? Hvad er det, der skal til for at få os til at tro på en lykkelig fremtid for vores børn og børne-børn? Hvorfor skulle det være mere seriøs kunst at læse om druk, misbrug og ulykkelig kærlighed end det modsatte?

Tove Ditlevsen er ved at blive kult igen. Hun var et frustreret menneske med et forfatterskab, der osede af, ikke at kunne forliges med livet, og hun begik selvmord. Hvorfor er det ikke Inge Eriksen, der får en renæssance? Har kunst en helt speciel værdi, når den er skrevet med blod og tårer, mens bøger med latter i øjenkrogene er dømt ude på forhånd? Er Benny Andersens hyldest til Rosalina mindre kunstnerisk værdifuld end et digt af Allen Ginsberg eller Jack Kerouac? Hvad er det med misbrug og litteratur, der er så tiltrækkende? Er det fordi, vi ved at svælge i lidelse, tror os frikendt i vores eget liv? 

Hvorfor er en politisk konflikt en bedre nyhed end to mennesker med forskellig indfaldsvinkel, der går sammen for at afprøve noget nyt? Hvorfor anses Pia Kjærsgaard for en mere seriøs politiker end Uffe Elbæk?

Vi fyldes med falske succeshistorier med vægt på berømmelse og penge. En god forretning er den, der hiver enorme summer hjem til aktionærerne. Benovelsen over at se Lars Rebien Sørensen, himself, blive kørt rundt til møder, er større end at se et portræt af en tømrer, der har 20 ansatte i sin gesjæft, og nyder stor anseelse i sit lokalområde. Selvom vi almindelige mennesker egentlig ikke, sådan i fortrolig samtale venner imellem, synes der er mere underholdning i Novo koncernen end i tømreren, så bider vi på.

Jo flere konflikter, jo større underholdningsværdi. Jo mere krise, jo mere spænding. At vi selv er en del af gamet, oplever vi ikke sådan. Information er noget, der kommer udefra, ikke noget, vi vælger til. Kriminalitet i vores eget boligområde er noget snavs, flyttes det ind på fladskærmen, er det skide spændende. Hvis man tager et kig nedover fjernsynets programudsigter, virker det som om, danskerne ikke har andet i hovedet end latterlige konkurrencer, platte filmserier og "virkelighedsbeskrivelser" forklædt som dokumentarudsendelser. Alt er udvalgt og let tilgængeligt. Mange af os ville ikke vise vores børn de ting, vi byder os selv på skærmen, ligesom vi heller ikke ville vælge at læse avisen som godnathistorie for ungerne.

Nu tror jeg ikke, mange forfattere skriver bøger over temaer, de trækker i en hat, men omvendt undrer jeg mig over, hvorfor så mange vælger at skrive bøger om umulige livsvilkår, eksistentielle kriser, vold og misbrug? Er det, som Jytte Abildstrøm påpegede i forhold til børneteater i 80erne, virkelig det, vi har brug for? At læse, høre radio og se film og fjernsyn om synkende skuder på alle fronter?

I P1 radioudsendelsen Eksistens for et par år siden, talte filosoffen, Anders Fogh Jensen, om den risiko ved livet, som vi bliver overdænget med fra alle sider. Han kaldte det risikabilisering. Medierne, journalister og politikere sælger billetter ved at fortælle historier med risiko og farer indlagt, så uanset hvad vi vælger, er det dømt til at gå galt til sidst. Anders Fogh Jensen talte om, at vi skal lære vore børn at stole på verden, og finde frem til den indre stoiker i os selv. Stole på verden? Hvordan pokker skal man dog lære sig selv og sine børn at stole på verden, når vi får tudet ørerne og øjnene fulde af det modsatte?

I mit verdensbillede er det et godt bud at finde sin egen indre ro, og ikke lade sine følelser fise op og ned af frygtskalaen, ihukommende, at der er store økonomiske interesser og magtfaktorer forbundet med at holde en befolkning i latent utryghed. Men i kunstens navn synes jeg, vi trænger til et opgør med den del af virkeligheden, der udelukkende knytter sig til livet som ufattelig svært, umuligt og langtfra lykkebringende. Hvem ønsker sådan en fremtid for sine børn?

Vi har set Lars von Triers film, vi har læst Yahya Hassans digte, vi har set Michael Kviums malerier, og vi har læst Stieg Larssons socialrealistiske krimier. Når jeg ser nedover bibliotekernes liste med nyindkøbte bøger og film, bliver jeg helt tung bagi. Hvor er alle de gode liv havnet henne? Hvor er bøger med lykkelig kærlighed, som ikke har forfatternavnet Danielle Steele? Hvor er film om glæde, lykke i hverdagen og håbet for fremtiden? De findes, men der er sørme langt imellem snapsene. Et kig nedover Filmstribens tilbud siger mere om vores frygt og uro, end jeg bryder mig om at tænke på.

Her i huset er vi, begge køn inkluderet, fans af den amerikanske forfatter,Fannie Flagg. Hvor kender man nu det navn fra? Nå ja, det er hende, der er nævnt i rulleteksterne til filmen Stegte grønne tomater, men hun har skrevet mange bøger. Og de ender godt. Ligesom Alexander McCall Smith’s romaner om Mma Ramotswe i Botswana. Og Søren Ryges portrætter. Og Bonderøven. Og Camilla Plum. Og Susanne Biers film, ikke at forglemme. Og Bodil Udsens naive lykkelige kunstner i Rejsen til Mekka. Og Skanderborg Festival som den smukkeste, og Roskilde festival med mest kærlighed. Hvis vi skal lære at stole på verden, så behøver vi mange flere kunstneres bud, og jeg taler ikke om X-Factor. Vi har knalddygtige kunstnere i dette land, indenfor alle genrer, og vi behøver blot at kalde, så dukker de op fra krogene. For de er der. Det ved jeg med bestemthed.

Måske kunne forældre og bedsteforældre få lov til at slippe for, fredag efter fredag, at lytte til en totalt hjernedød pige med fistelstemme og en åndsvag and, der tilsyneladende aldrig lærer at forstå livet. I mere end halvtreds år er den and blevet gennembanket, mast flad, drillet og franarret sine glæder ved ustandselig at forsøge at være snu, naiv og dumsmart.

Men hvor skal forandringerne komme fra, hvis vi ikke afstår fra at acceptere information og kunst som noget, der skal rippe op i al det, vi ikke kan? Hvis vi som kunden med indkøbskurven ikke er klar over, at ethvert valg, vi træffer, har konsekvenser? Og jo mere vi siger nej, jo flere fravalg, vi foretager for at skabe rum til bedre fortællinger, gode historier, jo større er sandsynligheden for, at det bliver det, der bliver det nye fokus. Hvilket vi trænger helt gudsjammerligt til. Alle sammen.