En ny arbejdsmarkedsmodel, tak!

Det er godt at iagttage de næste generationers indsats for at gøre verden til et bedre sted. Det rammer mig lige i hjertet, og jeg kunne ønske, at de selv, som vi, (alderdom-mens erfaringer, I ved), kunne se, hvor meget det betyder for kloden. Jeg kan også se, hvor meget vi mangler ift. at gøre deres hverdag bare tålelig. Her mener jeg ikke, at vi skal bane vejen for flere karrieremuligheder, men give plads til en mere indholdsrig hverdag for både dem og deres afkom. Det samfundet byder dem, er simpelthen ikke godt nok. Når det bliver min tur til at forlade jorden, lover jeg at tage en alvorlig snak med dem deroppe. For det pres, man udsættes for allerede fra tidlig skolestart til ens karriere(!) kører i olie, er simpelthen ikke smart fundet på.  

Den nuværende arbejdsmarkedsmodel er dømt ude. Der er ingen fornuftig grund til, at et menneske skal udsættes for at blive presset ind i en skabelon, der tilgodeser et liv med stigende krav, fra man er i 20erne, til man udmattet segner om i pensionsalderen. En fuld arbejdsuge fra start til slut er helt urimelige krav til to parter, der i begyndelsen af livet som voksne skal stifte familie, få børn, og etablere et hjem. Alt indenfor en tidsramme af 10-15 år, udelukkende på grund af en utidssvarende, økonomisk vækstmodel ingen kan gennemskue.  Den model matcher heller ikke tidens krav om fokus på klimaændringer, nedsættelse af forbrug og mindre forurening. Vi giver med den ene hånd og rager til os med den anden.

Hvorfor skal man have en karriere i ét langt ubrudt forløb uanset vores alder? Hvorfor kræver vi det af småbørnsfamilier? Hvorfor anser vi kvinder og mænd, der er fyldt 50, som for langsomme og færdige på arbejdsmarkedet?

Hvordan synes vi - i en velstandsperiode - at alle med graviditet, fødsler, småbørn, omsorgskrævende gamle forældre og dødsmærkede venner, er (u)produktive? For ikke at tale om den aldersracisme, der løber som en rød tråd hos både politikeres og arbejdsgivere.

Hvorfor ser vi ikke de forskellige faser i vores liv fra nye vinkler? Hvorfor befinder forældre med småbørn sig i en periode, der bare skal overstås? Hvorfor har vi et skolesystem, der i  høj grad tilgodeser arbejdsmarkedets økonomiske krav, fremfor det lille menneskes udvikling? Hvorfor er pensionister en byrde, og ikke en ressource?

  • Jamen når vi selv når pensionsalderen, så er der ikke penge nok svarende til den pension, I får nu!

ØH – får?

Har vi ikke betalt skat, lige siden vi trådte ind på arbejdsmarkedet?

Er det ikke i vores levetid, at der pludselig blev afkrævet en ekstra bruttoskat, forklædt som et AMBI bidrag?

I et land, der har et statsfinansieret kontor for statistik, kan det vel ikke komme bag på nogen, hvor stor en procentdel af befolkningen, der rammer den magiske grænse som 65årige?

Hvor hensættes alle de midler fra vores fælles skattekroner til vores alderdom?

Hvorfor tror så mange på det ævl om, at den ene generation nasser på den næste?

Langt de fleste i min generation er ikke opvokset med et her og nu krav til livet. Vi troede ikke, at vi kunne få velbetalte jobs begge to efter en lang uddannelse (med SU). Vi troede heller ikke, at vi derefter kunne købe hus og pronto: to biler. Et barn spurgte mig engang: Er du født i Stenalderen? Det er jeg så ikke, helt. Da vi var unge, var der ikke bygget motorveje over hele landet, der var ingen bro til Malmø eller over Storebælt, og heller ikke afsat penge til forundersøgelse af en ny Kattegatbro på Finansloven til en sum af 120 meget pæne årslønninger.

Måske kørte flere tog til tiden, der kørte i hvert fald mange flere busser, også på landet. En hel del af os cyklede rundt – langt, også om søndagen. Til gengæld var fitness centre et ukendt fænomen. Børnehaver var ikke noget at skrive hjem om, og en kilde til konflikt i alle forældre, der måtte aflevere sine unger i et rum, der dårligt kunne rumme to løsslupne hunde. Alting koster, og det er svært at finde ud af, hvordan vi nåede hertil. Udover at der er meget store økonomiske interesser i, at vi ikke skal hoppe af hamsterhjulet. Det er world wide, og nærmest uigennemskueligt. Vi ejes af kæmpe-koncerner, og det ejerskab sker igennem vores forbrug, en vigtig forudsætning for den økonomiske vækstmodel.

Hvad enten et stort forbrug skyldes vores ønsker om julegaver til børnebørnene, IPads, mobiltelefoner, fladskærme, tøjmærker, mange sko eller dyrt køkkengrej, så bliver vi alle sammen udsat for købetvang – selv det offentlige kan ikke sige sig fri. Prøv at udregne udgifterne til pc’ere med eller uden ledningsforbindelser, abonnementer og medielicens på årlig basis for en pensionist, der ikke rummer udsigten til at blive koblet af!

Jeg hørte forleden til min glæde, at børn - iflg. endnu en statistisk undersøgelse – bliver langt bedre end deres forældre til at gennemskue og fravælge reklamer. Ufortalt er så alle de skjulte påvirkninger, vi modtager igennem tavse skærme i S-togene, muzak i øregangene i butikkerne for at øge købelysten, og alle nyhedsudsendelserne, der vælter ud i hovedet på sagesløse patienter i landets venteværelser.

Lad os samle de få hjerneceller, vi har tilbage i fri dressur, til at opfinde nye måder at leve vores liv på. Med et mindre forbrug, mere tid til nærvær og fællesskab, gladere børn og lykkeligere bedsteforældre – med eller uden selvforsyning.

Det kan godt være, at de rigeste kommer til at stege i deres eget fedt, men det bliver deres problem. Hvis ordet lykke kan forbindes med mere end den 20. marts, som er FN’s internationale lykkedag, så er jeg glad. Vi skal ikke måle os med andre mennesker, hverken i livsstil eller lykkefølelse. Hvis man lever et lykkeligt liv efter egne valg, så er det fint. Undtaget måske, hvis de valg medfører brug af mange fossile brændstoffer i madindkøb, ferier, antal af biler og livsstil i al almindelighed. Vi er alle sammen en del af et stort fællesskab, så den med, at enhver er sin egen lykkes smed, tror jeg ikke rigtig kan bru-ges mere.